Den svenske billedkunstner Karin Broos (f. 1950) er kendt og anerkendt for teknisk overlegne malerier, som næsten fotorealistisk oplader hverdagssituationer med anelser om, hvad der er gået forud eller følger efter, ikke ulig den stemning, nogle af Edward Hoppers malerier fremmaner. Filmen her giver et dokumentarisk portræt af hende nu som moden kunstner, men også af, hvad der er gået forud i hendes liv og måske følger efter, baseret delvis på hendes egen selvbiografiske bog ’Speglingar’ og familiens gamle smalfilmstumper.
Men ind i det flettes så et delvist selvportræt af malerens datter, Sara Broos, der desuden er filmens instruktør. Som helt ung led hun i nogle år af alvorlige spiseforstyrrelser, præstationstvang og måske selvmordstanker, og dét er en art spejling af de vanskeligheder, moren i sin ungdom i 1970’erne havde med et ret vildt hippieliv og cancersygdom, før hun og hendes mand slog sig ned på en gård i Värmland og fik tre døtre, der alle medvirker i enkeltepassager af filmen.
Kunstakademier uddanner til høj ledighed og lav lønSpejlingerneer mange, også i indlagte korte naturklip af springende rådyr eller en myre, der prøver at kæmpe sig op af en fordybning i sandet – de klip må opfattes som metaforer for kvindernes liv. De to generationer filmes flere gange i profil på rad og række, men til moren og døtrene kommer en femte, men fraværende person: Endnu et barn døde under fødslen, kvalt i navlestrengen; og minsandten om ikke traumet senere spejles i tilsvarende dødfødsel af et føl på gården.
Får den for meget på ’stemningerne’? Jeg synes det ikke. En dokumentar udelukkende om den fattede og saglige 67-årige maler havde nok givet et mere traditionelt og dermed lettilgængeligt portræt, men datterens refleksioner over såvel sine egne vanskeligheder som hendes enkle og smukt filmede ’naturmetaforer’ vækker overvejelser over forudbestemthed eller tilfældighed, skrøbelighed og uventet modstandskraft i livsløbene. Kvindernes og tilskuerens. Dermed etablerer følsomt kamera, klipning og fint afstemt musik både glæde og alvor og ikke mindst: Omkring øjebliksbilledet af nutid dannes et ’ekkorum’ af erindring og anelser, som i sin egen fotografiske ret svarer til eller ligefrem spejler maleriernes anelsesfulde stemninger.
fortsæt med at læse
