Michael Kviums nye show på Arken falder ind under den bølge af kunstudstillinger, der i pagt med tidens selvransagende ånd tør bekende et politisk standpunkt. Derfor er der her også andre bølger på færde som højrebølgen, klimabølgen og ikke mindst de bølger, der senest har skyllet titusinder af bådflygtninge i land på Europas alt andet end gæstfri kyster. Den situation, hvor feriegæster i badebukser bliver konfronteret med en fjern og fremmed verdens hjemløse, har Michael Kvium malet et enormt billede over. Det ligner ikke det, han plejer at male. Her tager han klart parti, ikke for de få badegæster, men for de mange i båden, der ikke ved, om det land, de nærmer sig, er et bedre sted at være end det hav, de er ved at forlade.
Måske er personen Kvium selv ikke blevet mere politisk. Men hans værker agerer denne gang i en klarere politisk kontekst, og det klæder både dem og ham. For den kunstner, der kun arbejder for at fremme sin plads i kunstinstitutionens hierarki, får nemt røde ører, hvis han skal forsvare sin praksis over for en kritisk offentlighed.
