Det føles som at få smidt en fordærvet kotelet lige i fjæset.
Så hårdt rammer stanken næseborene, når man træder ind i Institut for Sygdomsbiologis patoanatomiske teater. Men okay. Det er også en død hest, som ligger på ryggen foran os. Med maven skåret op og metervis af blålig tarm væltende ud af sig.
»Den lugt vænner man sig til ret hurtigt. Og sjovt nok er det kun os voksne, som synes, at det er ulækkert. Børn lægger aldrig mærke til lugten«, fortæller professor i patologi Henrik Elvang Jensen, mens en laboratoriebetjent befrier den døde dyrekrop for blindtarm, mavesæk, milt og alle de andre indre organer.
Det er fredag morgen, og Henrik Elvang Jensen har indvilget i at give Politiken en forsmag på, hvad man kan opleve, hvis man besøger ham og de andre medarbejdere på Institut for Veterinær Sygdomsbiologi på Kulturnatten i næste uge.
Det er sjette gang, kulturnatdeltagerne får mulighed for at stikke hovedet ind på instituttet ved Landbohøjskolens Have på Frederiksberg og se, hvordan patologerne egentlig stiller en diagnose. Men i år bliver det anderledes end de andre gange.
LÆS OGSÅ FRA KULTURNAT. Guide: Tag med til Kulturnatten under Københavns overflade
Hvor man tidligere har holdt små forelæsninger for gæsterne, får børn og voksne i år mulighed for at opleve flere forskellige aspekter af instituttets arbejde. Oplevelsen starter i kælderen, hvor man blandt andet kan lade sig forundre af instituttets samling af misfostre, inden turen går videre til det patoanatomiske teater, hvor man i sit eget tempo vil kunne gå rundt og høre om alt det, Institut for Veterinær Sygdomsbiologi beskæftiger sig med til daglig. Fra dyreværnssager til blødninger i griseøjne og mink med diarré.
Det er sgu da et dyr med ét øje!
Men turen starter altså i kælderen. Med dyr, som har været døde i noget længere tid end hesten på bordet. Og som nu ligger i sprit bag to lag glas, så man slet ikke kan lugte dem.
Instituttets samling af misfostre er i dag ikke noget, man bruger, når man skal uddanne nye patologer. Misfostrene har først og fremmest en kulturhistorisk betydning, fortæller Henrik Elvang Jensen, inden vi går ned ad trappen til kælderen.
Hvad er det helt præcist, I har nede i den kælder?
»Bare en hel masse mærkelige misfostre. Dyr med fire ben, dyr med to hoveder, kykloper …«.
Hvad er det nu, en kyklop er?
»Det er sgu da et dyr, som kun har ét øje! Har du ikke hørt efter i oldtidskundskab?!«. Henrik Elvang Jensen drejer om hjørnet og slår ud med armen.
»Her er de så«.
I montre står glas efter glas fyldt med sprit og underlige dyrekroppe. Der er en ælling med fire ben, et sæt siamesiske killingetvillinger, en kanin født med åben mave, en kat med ganespalte og, ja, indtil flere dyr med ét stort øje i panden.
Mange af misfostrene er gamle. I hovedbygningen har instituttet endda skeletdele, der stammer fra slutningen af 1700-tallet, før dyrelægen P.C. Abildgaard grundlagde Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, hvor instituttet holder til. Men misfostre findes stadig, fortæller Henrik Elvang Jensen, der blandt andet selv har stået med en kalv med to hoveder og siamesiske grisetvillinger.
»Jeg har da tænkt: Nå, kan naturen også det. Men det interesserer mig først for alvor, hvis vi pludselig får 50 dyr ind, som ser sådan ud. For så er der noget galt. Og så gælder det for os patologer om at finde ud af, om det er en arvelig ting – noget, som forældredyrene bærer rundt på – eller om det er noget miljøbetinget, som gør, at den slags sker. Det kunne for eksempel være handyr, som får deres kønsorganer ødelagt af for meget østrogen«, fortæller han og tilføjer:
»Noget af det vildeste, jeg har set, er nok en rottekonge. Det kalder man det, når rotter, en 8-12 stykker af dem, får deres haler filtret sammen til en knude og så løber i hver sin retning. Det kommer de naturligvis ingen vegne af, og de ender med at dø af sult. Det er ekstremt sjældent – og meget fascinerende«.
Som en scene fra en krimi
Vi løsriver os fra misfostrene og drejer ind i pigernes omklædningsrum, hvor Henrik Elvang Jensen udstyrer os med hvide kitler og blåt overtræksplastik til vores fødder. For at holde bakterierne fra vores fodtøj væk fra dyrene. Og for at beskytte vores tøj mod blodstænk. Blod er der nemlig masser af i patoanatomisk teater. Faktisk ligner det store hvide lokale en scene fra en krimi. Der er blodspor på gulvet. Der er knive. Og det vrimler med folk i hvide kitler.
LÆS OGSÅ 12 gode bud
Hver morgen får Institut for Veterinær Sygdomsbiologi dyr ind, som er døde af ukendte årsager. Det er så op til instituttet at afgøre, hvad der har taget livet af dem. I dag gælder det ud over hesten blandt andet to kalve, hvis indvolde et hold dyrelægestuderende nu har samlet sig omkring. Midt i alt det lyserøde kød lyser en klat lysegul creme op.
Er det puds?
»Nej, det er koaguleret komælk«, fortæller Henrik Elvang Jensen.
»Ja, så hvis du mangler mælk til din kaffe, kan du bare tage der«, tilføjer laboratoriebetjenten Dennis. Henrik Elvang Jensen griner.
»Vi har en lidt hård tone herinde. Men sådan er det nødt til at være i den her branche. Man kan ikke arbejde med dyr på den måde, vi gør, hvis man tænker alt for meget over, at det er en lille sød kalv, der ligger på bordet.
Og nej, man skal ikke være sart, hvis man vil begå sig på Institut for Sygdomsbiologi, hvor indvolde er noget, man piller ved, blod er noget, man har under skoene, og kæledyr er noget, man skærer i stykker.
Hvor gør I egentlig af dyrene, når I er færdige med dem?
»Så kommer de ind i det ene af vores to kølerum«, fortæller Henrik Elvang Jensen og åbner døren ind til et 9 grader koldt rum tæt ved udgangen. I 10 containere hviler bunker af døde dyrekroppe og venter på at blive sendt til Randers, hvor de skal brændes. En tot fårepels stritter op bag en halv gris, resterne af en hest og et bjerg af mink. Det ligner en massegrav for dyrelig. Og lugter ligesådan.
»Inden vi fik bygget de her kølerum for 12 år siden, havde vi store problemer med maddiker, fordi vi ikke havde et ordentligt sted at opbevare affaldet. Der var faktisk så mange, at gulvet var helt dækket af dem, når vi mødte ind mandag morgen. Uanset hvor man trådte, knasede det«, fortæller Henrik Elvang Jensen.
»Dét var ulækkert. Og det er heller ikke så lækkert, når vi en gang imellem får et dyr ind, som har levet med maddiker i et sår. Det er jo helt levende at se på! Men man vænner sig til det«.
Og ja, man vænner sig forbavsende hurtigt til døde dyr, indvolde og blod. Efter en times tid i det patoanatomiske teater hører jeg endda mig selv sige, at sådan en hestemave, der eksploderer i et virvar af tarme og blod, faktisk er et smukt syn. Men lugten … Den bliver siddende i næsen resten af dagen.
fortsæt med at læse
