Sædvanligvis tager en ræv sig af opgaven, hvilket er logisk nok. For ræve er gode bortskaffelsesentreprenører, som gesvindt afliver og æder alle mulige dyr, der på grund af misdannelser ikke er så hurtige i optrækket. Eksempelvis en agerhøne med klumpfod: Haps! Og når fuglen er vel fordøjet, siger ræven meget gerne haps igen, når den får snuset en anden svag stakkel op og har brækket nakken på ham eller hende. Standardspecifikationer Sådan kører det kredsløb bare: Afviger man i Norden som fugl eller mindre pattedyr ab fabrik så markant fra standardspecifikationerne, at man ikke kan hænge med, når artsfællerne flytter sig, bliver rævens ramme ånde og spidse hjørnetænder det sidste, man registrerer, inden alt lys glider over i permanent mørke. Johann Carl Kaiserling – tysk patolog, der levede fra 1869 til 1942 – ville have gnedet sig i hænderne af begejstring, hvis han havde været med heroppe på 1. sal i Store Stald i Hørsholm, hvor glas på glas med misdannede fugle og pattedyr udgør et helt raritetskabinet. Bygningen var engang en del af Hirschholm Slot, som Frederik VI rev ned i forbindelse med krigen mod England i begyndelsen af 1800-årene, men Store Stald blev stående og rummer i dag en del af de udstillinger, man som besøgende kan glæde sig over på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum. Nedsænket i sprit og formalin Men lad os lige få nærplaceret Johann Carl Kaiserling, ’professor Kaiserling’, som man givetvis har tiltalt ham. Der ligger et sepiatonet fotografi af ham på nettet: flot herre med velplejet Schnurrbart, vest og guldurkæde. Han smiler, og det har han sådan set også grund til, for han har indskrevet sit navn i videnskabshistorien og derved sikret sig noget, der tangerer udødelighed. Kaiserling fandt nemlig ud af, at biologisk materiale, for eksempel organer, selv efter lang tid i konserveret tilstand kan beholde den oprindelige farve, hvis præparaterne blot konstant er helt nedsænket i en vandig opløsning af formalin, kaliumnitrat og kaliumacetat.
Og netop denne blanding, den såkaldte kaiserlingvæske, er fyldt på en del af de 176 forseglede præparatglas, der har egen sektion i Store Stalds øverste udstillingsetage. Resten af glassene i samlingen har ren sprit eller formalin som konserveringsvæske. Glassene med præparaterne blev sidst efterfyldt i 1998, fortæller museumsinspektør og konservator Julie Friis: »Jeg var med til at gøre det. Nu skal vi snart til det igen, for selv om man er omhyggelig med forseglingen, sker der uundgåeligt en vis fordampning. Og et præparat skal være helt dækket af konserveringsvæske, hvis det skal kunne holde sig«. Skal man med ét ord beskrive, hvad hovedparten af glassene konserverer, dækker betegnelsen ’misdannelser’ udmærket. Men man kan altså også tale om et raritetskabinet, hvor et vildkaninhoved med abnormt lange og krumme tænder, adskillige eksempler på vortesyge hos næbdyr, rådyr med kronisk ansigtshævelse samt en i øvrigt ret dekorativ, elfenbensbleg bændelorm, der i sin tid huserede i tyndtarmen hos en hare, viser samlingens spændvidde. Passion for vildt Manden bag det hele var professor Magnus D. Christiansen, 1882-1965 – dyrlæge med speciale i vildtsygdomme.
