Man siger, at alle i en storby altid er på jagt efter enten en kæreste, en lejlighed eller et job. Det er en matrix, der ikke vil gå op. Har man et fedt job og en dejlig lejlighed, så knalder kæresten udenom. Forelsker man sig, bliver man straks opsagt i lejligheden. Får man drømmejobbet, får man ikke drømmemanden.

Hvorvidt København er en storby eller ej, kan vi lade være op til diskussion, men det er jo i hvert fald en stor by. Det meste af mit voksne liv har jeg været boligsøgende i København. Boet ulovligt, i fremleje, til leje. Jeg har været skrevet op til andelslejligheder – det ægte københavnerguld – og betalt år ud og år ind for ventelistepladser. Hvert år bruger jeg måske 5.000 kroner på at stå på alle mulige forskellige lister i boligselskaber og andelsboliger.

For nylig gik jeg så en tur ved Københavns havn på Christianshavn-siden. Det var en solskinsdag, og hele byen var ude og nyde solen. Men der var underligt stille og øde. Der plejer ellers at være et leben af legende børn og folk, der griller, spiser is eller drikker rosé på sommerdage langs kajen. Men beboerne i ’det hvide snit’, som ejes af Lejerbo, en lille flok københavnere, der i den grad har vundet i boliglotteriet med billige lejelejligheder tilsat vandudsigt, har simpelthen afspærret kajen nu.

’Privat område’ står der på store skilte. Hvad blev der af den med, at ingen ejer den danske kyststrækning? Øv, for en smålig indstilling! At man hellere vil have, at der er helt tomt end at dele med andre. Liguster-mentaliteten er flyttet ind, og beboerne har afspærret med hegn og markeret deres territorium med demonstrative gasgrill-arrangementer og grimme loungemøbler. På en eller anden måde er det desværre et ret godt billede på, hvad der sker på det københavnske boligmarked i disse år.

Forleden var jeg igen ude og kigge på en andelslejlighed. Jeg havde mit barn med og havde løjet for ham. Han ved ikke, at vi snart er nødt til at flytte igen. Faktisk har drengen allerede boet seks steder, et hjem for hvert af hans leveår. Det piner og plager mig, at han ikke kommer til at tænke tilbage på ’et barndomshjem’, som jeg selv kan. Men måske er det bare et vilkår for københavnerbørn i dag?

I hvert fald stod jeg der til fremvisning med the usual suspects. Ældre, enlige mænd og studerende i starten af tyverne i selskab med en far med lommerne fulde af jydeguld. Jeg sendte dem dødsøjnene. Fat det nu: Børnefamilierne skal have de billige andelslejligheder med plads, ikke ældre mænd der vil have et nyt hygge-byggeprojekt eller forkælede curling-kids med barista-studiejob i Torvehallerne.

Jeg forstår jo sådan set godt forældrekøberne. Vi ønsker alle det bedste for vores børn. Men man skal kravle, før man kan gå – også på boligmarkedet. Jeg har sgu aftjent min værnepligt med at flytte rundt og bo på lejede værelser og haft toilet på trappen eller bad i gården i mine 20’ere. Jeg har frekventeret møntvaskerier og badet i svømmehaller, haft C/O-adresser og hustlet mig frem. Hvad lærer ungdommen egentlig om livet nu, når forældrene bare køber dem en fireværelses i indre by med østvendt altan og vaskesøjle?

Et væsentligt problem med den københavnske boligmasse er, at der angiveligt hver måned flytter 1.000 nye beboere til. Hvor skal de bo? Hvad gør vi, når os, der bor her i forvejen, ikke engang har et sted at bo? Alle de lejelejligheder, jeg kigger på, koster 16.000-22.000 om måneden. Det er godt nok mange penge. Hvor skal de enlige forældre bo? Hvor skal de unge på SU uden rige forældre bo? Hvor skal de ældre eller folk på overførselsindkomst bo?

Der bliver bygget overalt, men stort set kun liebhaveri, møgdyrt og ofte uden bopælspligt. Derfor er der mørkt i vinduerne og ingen blomster på altanerne langs Københavns havn. Og kommunen accepterer de døde kvarterer, mens f.eks. Berlin kæmper for at overleve i strømmen af ferielejligheder og tilflyttere.

En anden problematik er, at rigtig mange ældre sidder i kæmpe lejligheder, hvor børnene for længst er flyttet hjemmefra. Lejligheder, som en hel eller måske endda to børnefamilier kunne bo i. De har 2-3 værelser for meget, men flytter ikke til noget mindre. Måske betaler de så lidt i husleje, at det ikke kan svare sig at bytte nedad.

De af mine venner, der var heldige at få fingre i en billig andel eller en lille ejer i 20’erne, er murstensmillionærer i dag. De er flyttet fra lejlighed til villalejlighed til hus, er aldrig blevet beskattet af gevinsten og har tjent flere penge på at bo og flytte end på at arbejde.

Og andelstanken er stendød. I takt med boligmarkedets amoktur i midten af nullerne blev også andelsboligejerne griske. Derfor koster de andele, der udbydes i dag, over to millioner. Jeg har endda set andelslejligheder til 4,5 millioner!

Det har sgu aldrig været andelstanken, at man skal være mangemillionær for at have råd til at bo der. Så denne klumme er selvfølgelig både et suk om en lejlighed, men også et suk på vegne af København. En lille bid af det folkelige og sammensatte København dør, hver gang I pakker byen ind i stål og glas og sælger det til tilflyttere, der forventer ensrettet ro og renlighed på matriklen.

fortsæt med at læse

Din uge i byen: Distortion er her - og du slipper ikke udenom