FOMO-analyse: Derfor skal vi glæde os over sommerregn

Tegning: Philip Ytournel
Tegning: Philip Ytournel
Lyt til artiklen

Sådan bruger du regnen konstruktivt, mens du tænker på fædrelandet:

1. Hold hjulene i gang

Du bliver dagligt 20-30 minutter ekstra på arbejde, fordi du kigger ud ad vinduet og siger: »Nu må det da for helvede snart stoppe«. Men det gør det ikke. Så til sidst tager du nederlaget på dig og cykler hjem og bliver gennemblødt. Dårligt for dig, men godt for Danmarks økonomi, i modsætning til en varm sommer, hvor vi holder ’is-fri’, har koncentrationsbesvær og pjækker.

2. Ha’ mere sex og få flere babyer

I Danmark fødes der for få børn. I stedet for dyre licensbetalte Knald for Danmark-kampagner på landsdækkende tv kan sådan en regnfuld sommer få folk til at blive inden døre og nærme sig hinanden. Et nyt babyboom kan derfor forventes om 9 måneders tid hos alle de par, der holder staycation-ferie i et koldt sommerhus ved Vesterhavet under dynen. Regnen kan få vendt sex-skuden og vil derfor også afhjælpe de høje skilsmisserater. Win-win.

3. Lad være med at tage på

Du spiser færre is og drikker mindre rosé. Det er ret mange nye deller, du sparer ved, at det er dårligt vejr, fordi du i stedet drikker te, putter med et uldtæppe, ikke er særlig social og måske endda tager i træningscentret. Samfundsøkonomisk må det betyde færre fedmeoperationer allerede primo 2017, men selvfølgelig også ikke så få personlige trænere med blank kalender fra efteråret. De kan med fordel allokeres til jordemor-faget, en fødsel er jo en slags moderskabets maratonløb.

Sådan klarer du rosésæsonen med bravour

4. Magt og sport

Er du ikke interesseret i sport, kan det godt betale sig at bide tænderne sammen og lade kæresten se EM, Tour de France, Wimbledon og OL. For du glemmer ikke. Du gemmer. Du sætter den i parforholdsbanken, og næste gang, der er en vigtig forhandling, kommer trumfen, der rydder bordet: »Sommeren 2016. Du så sport konstant, mens jeg holdt mund. Nu giver du mig bare en baby!«. Det er en uhørt magtposition, og spiller du dine kort rigtigt, kan du gå fra at være Søren Pape til Kristian Thulesen Dahl på et splitsekund.

5. Gå i lukkede sko

Det er ikke så samfundsøkonomisk, men mere en æstetisk problemstilling. Det er de færreste voksne, der har pæne fødder, så bare gem dem væk i kulden.

6. Mindre grillmad = mindre cancer

Det er i årevis blevet diskuteret, hvor usundt grillmad egentlig er, efter at danskerne med Glæsel-dillen omkring årtusindskiftet tog kuglegrillen til sig. Den diskussion, samt den om, hvornår en pølse har fået for meget, fordi I ikke kunne vente på de gode gløder, slipper vi for denne sommer, hvor vi bare bruger almindelig stegepande. Grillmad er desuden primært kød, og kødproduktionen belaster klimaet og fører til mere regn. Vegetarisme er fædrelandskærlighed forklædt som personlig branding og helse.

7. Sommerpollen-utilitarisme

Regnen er måske nok sur for dig personligt, men en million pollenallergikere kan ikke tage fejl. De jubler og kan gå frit omkring ude i regnen uden en næsespray tapet fast til fjæset. Landets græsplæner er også flotte og grønne, og havernes fuglebade og plantekrukker vander sig selv.

8. Hold ferie i Danmark

Hyklerne og egoisterne panikshopper afbudsrejser og charterferier for at stikke af fra regnen nu. Men det bider sig selv i halen. Den slags miljøfjendtlig opførsel er præcis det, der resulterer i mere regn, mere ustadigt vejr og flere skybrud. Hold derfor ferie hjemme på den miljøvenlige måde og nyd, at du kan drikke postevandet, ikke behøver fråse med drikkepenge og kan navigere ubesværet i det trafikale temperament. Hvis vi derimod alle bliver ved med at flyve planeten rundt efter sol, bliver det også dårligt vejr i Thailand, og så må vi tage på badeferie på en helt anden planet.

9. Slip for solcreme-bøvl

Du behøver ikke slås med børnene hver morgen og efter badeture. Du sparer således besvær og penge på solcreme. Nudister har især meget at vinde her.

10. Bliv afklaret om dine feticher

Det er nu, at du en gang for alle finder ud af, om du tænder på kinky gummi eller ej. Hele landets befolkning, også de pæne, er klædt i velduftende æggende regntøj og sexede gummistøvler. Leg med det og se, hvad der sker. Sex belaster hverken samfund eller miljø og kan højst føre til en gang klamydia eller en efternøler.

11. Bliv skybrudsklar

Sådan en langstrakt regnperiode er en god test af, om det dyre omfangsdræn, I fik lavet efter giga-skybruddet i 2011, virker. En hel sommerferie med uafbrudt regn kan virkelig få selv de tørreste kældre i knæ, og det er nu, du kan få styr på det. Al den tid, du får allokeret fra udetid til indetid, kan desuden bruges praktisk på småopgaver i hjemmet. Det danske sommervejr er Silvan-vejr.

12. Sociale medier

Du slipper for endeløse billeder af sommerhuslykke og brune underben i liggestole. For ingen uploader to vrisne børn og et halvfærdigt spil Mikado. Måske skruer TV 2 endda ned for deres 25 minutter lange vejrudsigt, hvoraf de sidste 15 alligevel er afsat til seernes solnedgangsbilleder.

Ditte Giese

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her