0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

FOMO-analyse: Verden er - trods nationalisme og feminisme - ikke ved at gå under

Flygtningekrise, kernevåben og nationalisme. Forudsigelser af Europas kollaps og planetens endeligt er hverdagskost. Klumme-skriveren tager jahatten på og spår det modsatte i tidens kaffegrums.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Illustration: Rasmus Vendrup

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Neonazister, nationalister og racister marcherer igen i Europa. Flygtningelejre bliver brændt ned. Front National vinder frem i Frankrig, ego-England har stemt sig ud af forladt EU, og UK Independence Party er repræsenteret i Underhuset. Nye Borgerlige samler underskrifter for at stille op, og højreorienterede selvtægtsbevægelser vil patruljere ved grænserne og overvåge flygtninges færden. Den indre svinehund bliver fodret dagligt af frygtretorik og multikulti-angst, og Donald Trump kan blive præsident i USA. Jo, han kan.

Højrefløjen er i virkeligheden ved at blive atomiseret. Alene i det parlamentariske system spreder de sig nu ud over Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danskernes Parti, Nye Borgerlige og Dansk Samling alt efter politisk mærkesag. Siden 1990’erne har vi snakket om, og ikke mindst frygtet, højrepopulismens indtog, men ligesom med 1970’ernes markante venstrefløj har højrefløjen på ingen måde den magt, som frygten for dem ellers lover. Hver gang nogen anklager de andre for blødsødenhed, stiftes et nyt parti, og de starter forfra. Ligesom med uenighederne mellem trotskisterne, leninisterne, DKP, VS, Socialistisk Arbejderparti, De Grønne og så videre bliver de højreorienterede ved med at atomisere sig selv og æde hinandens indflydelse, mens stemmerne dratter ned mellem taburetterne. Dermed overtager de den rolle, som Enhedslisten har praktiseret i årevis: permanent uden for egentlig indflydelse.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce

Forsiden