1. Højrenationalismen vinder frem
Neonazister, nationalister og racister marcherer igen i Europa. Flygtningelejre bliver brændt ned. Front National vinder frem i Frankrig, ego-England har stemt sig ud af forladt EU, og UK Independence Party er repræsenteret i Underhuset. Nye Borgerlige samler underskrifter for at stille op, og højreorienterede selvtægtsbevægelser vil patruljere ved grænserne og overvåge flygtninges færden. Den indre svinehund bliver fodret dagligt af frygtretorik og multikulti-angst, og Donald Trump kan blive præsident i USA. Jo, han kan.
Modsvar:
Højrefløjen er i virkeligheden ved at blive atomiseret. Alene i det parlamentariske system spreder de sig nu ud over Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danskernes Parti, Nye Borgerlige og Dansk Samling alt efter politisk mærkesag. Siden 1990’erne har vi snakket om, og ikke mindst frygtet, højrepopulismens indtog, men ligesom med 1970’ernes markante venstrefløj har højrefløjen på ingen måde den magt, som frygten for dem ellers lover. Hver gang nogen anklager de andre for blødsødenhed, stiftes et nyt parti, og de starter forfra. Ligesom med uenighederne mellem trotskisterne, leninisterne, DKP, VS, Socialistisk Arbejderparti, De Grønne og så videre bliver de højreorienterede ved med at atomisere sig selv og æde hinandens indflydelse, mens stemmerne dratter ned mellem taburetterne. Dermed overtager de den rolle, som Enhedslisten har praktiseret i årevis: permanent uden for egentlig indflydelse.
