I ugevis havde indbyggerne i landsbyen Jedwabne i det nordøstlige Polen forsøgt at sulte deres jødiske naboer ud af deres huse. Og torsdag 10. juli 1941 gik det løs. En massakre, hvor mindst 350 og måske helt op til 1.600 jøder blev slået ihjel.
Mænd blev tvunget til at udføre groteske ritualer, før de blev slagtet. Dem, som prøvede at flygte, skød man. Kvinder blev voldtaget og halshugget. Spædbørn trampet ihjel. Til slut blev de sidste gennet sammen i en lade, overhældt med petroleum, og mens ilden fængede, blev der spillet musik for at overdøve skrigene.
Bødlerne var ikke tyske soldater, men lokale polske mænd. Men først 6 årtier senere blev historien kendt, da den polskfødte jødiske sociolog Jan Gross faldt over optegnelser i et arkiv og fortalte om ugerningen i bogen ’Neighbours’, som satte Polen på den anden ende og også rystede forfatteren selv, da han læste sine egne ord oversat til polsk.
»Først da gik det op for mig, hvor betydningsfuld den historie er«, siger Jan Gross, der troede, at massakren i Jedwabne var en undtagelse, indtil andre historikere fandt vidneberetninger om lignende.
