0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Jeg slog Henry ihjel«: Unikke optagelser fra en telefonsvarer tegner et uhyggeligt portræt af det menneskelige sind

I 15 år stod en telefonsvarer i en loftslejlighed i New York og tog imod undskyldninger og hjertelettende skriftemål. Ny podcast fortæller historien om ’The Apology Line’ og manden bag projektet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ron Frehm/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Ron Frehm/Ritzau Scanpix

1980'ernes New York City var præget af vold og drab. Her er politiet i gang med en mordefterforskning på Manhattan.

Podcast
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Podcast
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

The Apology Line’ hedder en af de fortællende true crime-podcasts, som topper listerne over de mest lyttede podcasts i USA lige nu, og som er den sælsomme, både smukke og dybt urovækkende historie om et kunstprojekt og socialt eksperiment, der udviklede sig i uforudsigelig retning og endte med at sende kunstneren ud på dybt vand.

I 1981 møder vores fortæller, Marissa, kunstneren Allan Bridge til et middagsselskab, han holder i sin loftslejlighed i New York. Samme aften stifter hun også bekendtskab med hans hjertebarn, da han sent på natten slukker lyset og afspiller de seneste indkomne beskeder fra den telefonsvarer, der udgør kunstprojektet ’The Apology Line’. Det første, der lyder, er Allans dybe, monotone stemme på den udgående besked: »Dette er Apology. Apology samarbejder ikke med politiet eller andre organisationer, men er til dig, der vil fortælle, hvad du har gjort galt, og hvordan du har det med det. Alle modtagne beskeder vil blive afspillet i offentligheden, så identificer dig venligst ikke. Tal, så længe du vil«.

Den nat sidder selskabet tryllebundet og lytter til stemmerne, der bekender alt fra at have vendt det blinde øje til røveri og vold over utroskab og til racistiske tanker: »Jeg vil gerne holde op med at tænke, som jeg gør, om de sorte og puertoricanerne og kineserne«, lyder en mandestemme med den karakteristiske telefonsvarerskratten. Der er også kvinden, der ringer ind bare for at undskylde for at være en »hvid, rig kvinde«. Pludselig bliver det dystert. »Jeg slog Henry ihjel«, siger en lettere manisk stemme, der takker for den fantastiske service. »Verden ville være fuld af mennesker som mig, hvis vi vidste, at det eneste, vi behøvede at gøre, var at sige undskyld, og så var alt okay«.

Allan Bridge aka Mr. Apology, manden bag undskyldnings-hotlinen, blev Marissas skæbne. De blev kærester og senere gift, og nu, efter Allan Bridges død, er det Marissa Bridge, der – sammen med gode lydfortællende kræfter hos det Amazon-ejede podcastselskab Wondery (der blandt andet står bag ’Dr. Death’ og ’Dirty John’) – fortæller historien om det projekt, der i perioder blev en besættelse for Allan. Det begyndte med en masse gule løbesedler, som Allan Bridge satte op i Tribeca-kvarteret i New York i 1980 – »Se her, amatører, professionelle, kriminelle, arbejdere, slipsedrenge. Del jeres ugerninger og let jeres hjerter« – og det sluttede først 15 år senere, da Allan Bridge på mystisk vis slukkede telefonsvareren, dagen før han døde i en dykkerulykke i 1995.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter