Myten om den høje eksotiske fremmede, der langsomt lader sine spidse hjørnetænder bide ned i en halsgrube, så blodet flyder sensuelt ned ad halsen, og offeret får et ekstatisk blik i øjnene. Det billede?
Vampyren er en af de mest sejlivede myter i populærkulturen, direkte – som vi forstår det – ansporet af urgammel slavisk historiefortælling. Den dag i dag oversvømmes vi af vampyrfortællinger, især på streamingkanalerne, mere, men især mindre allegoriske.
En ny podcast under britiske BBC har taget fat i en bog af Svetlana Slapsak og Noah Charney om vampyrer, varulve og den slags. De er begge akademikere, men begge har en god sans for at fortælle og sprede både humør og uhygge. Det er en sanselig, en henrykkende kunst.
Byron og Bang
De fortæller også, at den engelske aristokrat og digter lord Byron (1788-1824) mere end nogen inspirerede den moderne romantiske opfattelse af vampyren som mørk, farlig, eksotisk, smørhåret og seksuelt uimodståelig.
’Vampyren’, en kortroman skrevet i 1819 af John William Polidori, var skrevet på forfatterens jalousi over for Byron. Og mon ikke både Claes Bangs vinkel i en nyere tv-serie samt alle vampyrer fra de seneste 200 år tager deres udgangspunkt her?
Vampyrer og varulve stammer fra gamle slaviske sagn. Slaverne – altså de folkeslag i Central- og Østeuropa, der taler slaviske sprog – opstod i Karpaterne som en magtfaktor i den tidlige middelalder og var snart en trussel militært mod Byzans og omgivende riger.
Ifølge bogens forfattere havde slaverne deres helt egen åndeverden, som ikke lod sig sammenligne med f.eks. grækernes klassiske, og i det 19. århundrede, da den slaviske nationalisme voksede sig stor, blev folkemyterne dyrket og rettet ind, så de kunne flugte med kristendommen.
’Væsener’ er afgørende i gammel slavisk mytologi. De bebor sletterne og bjergene – de bor på taget af dit hus og i alle hjørnerne i alle værelserne. Hvis ikke man gør grundigt rent i hjørnerne, bliver der taget hævn! De bor også i øllet, og hvis du ikke drikker dit øl fra den rigtige side, falder der brænde ned. Helt galt er det med hensyn til badeværelset og badeanstalter, disse midtvejssteder mellem vådt og tørt. Her er ånderne særlig hævngerrige.
Samtidig står ånderne på samme tid for alt mellem himmel og jord, hvor guderne i græsk mytologi er ret enkelt aflæselige. Mørkets og sumpenes hersker er også skytsengel for rigdom, kunst, poesi og – husdyr.
»Det er rodet«, erkender Svetlana Slapsak fornøjet.
Livrædde folk
Faktisk fyldte hverken vampyrer eller varulve ret meget i slavernes gamle verden. De hed med en fællesbetegnelse онпыр (onpyr), men begrebet var så tabuiseret med frygt, at man måtte finde på et mere brugbart og mindre farligt moderne ord.
Der er desværre ingen slaviske kilder til vampyrerne og varulvene. De, der skrev om dem, var byzantinerne og andre livrædde folk i regionen.
I 1800-tallet voksede vampyrer og varulve helt ud af det central- og østeuropæiske og ind i vesteuropæisk mainstream, og Bram Stokers roman ’Dracula’ (1897) blev klimakset på trenden, om end den i Vesten kørte videre og nærmest tog til i intensitet op til vore dage.
I 1922 kom den tyske stumfilm ’Nosferatu’, der på grund af rettigheder ikke måtte kalde sig ’Dracula’, men som var den samme karakter – dette ensomme århundreder gamle væsen, der lever af blod, men er gemt af vejen på en slotsruin i de rumænske Karpater.
Men længe inden blev der rapporteret om vampyrer fra den mørke, kolde bjergkæde, der forbinder en masse lande i regionen. Podcasten fortæller om østrigske officerer, højt oplyste, forsvarligt kristnede, udstationeret i Istrien, som ser de døde stige op af deres grave, alt det, de pæne soldater havde lært hjemmefra, var ammestuehistorier. En fransk præst skrev masser af gyserhistorier om vampyrer.
Tror pokker, det blev en ting.
Seksualitetens triumf
Byron vedblev at være romantikkens store rockstar, døde i en alder af 36, den æras klub 27, måske. Det var ikke cool at blive ældre.
Så med Byron blev vampyrer sexede, men det tog stadig mange år, før de blev selve inkarnationen af sex. Da Tom Cruise lod sine kindtænder perforere Brad Pitts sarte halshud i ’En vampyrs bekendelser’ (1994), kom vi et nyt sted hen, inspireret af Anne Rices serie af blodsugende bestsellere.
Cruise bider til, Pitts øjne kigger selvforglemmende, ekstatisk ud i intetheden, og dernæst flyver de to til vejrs af sanseligheden i deres nye livslange kontakt, båret, jovist, af Cruises luftbårne kappe, men nok så meget af seksualitetens triumf.
I 1990’erne fik vampyrismen et nyt allegorisk lag, da den umiskendeligt blev et symbol for seksuelt overførte sygdomme, for aids. Inficeret blod og dødskult. Det lyder mere som det yderligere, gustne lag, vi kender fra serien ’What We Do in the Shadows’.
I det store århundrede, det 19., med dets myriader af nationale selvstændighedsbevægelser, leverede de gamle skrøner en slags folkehelte, man kunne samles om, utvetydigt nationale og samtidig legitimeret af kristendommen. Ingen havde vel set hverken ’Twilight’, ’Buffy the Vampire Slayer’ eller ’True Blood’ hvæsse kindtænderne et sted ude i fremtiden.
fortsæt med at læse
