Det er som malet direkte ud af en erotisk fantasi om evige dage med varme ved vandkanten.
Seks yngre mænd, nogle nøgne, nogle med badebukser – orange, hvide, næsten skubbet op mellem balderne som en g-streng – slænger sig på bredden eller i vandet ved en jolle. En hund tager et hvil.
Duncan Grants ’De badende ved dammen’ (1920-21) hænger som en perfekt indgang til Nivaagaards dybt inspirerende, farverige og livsbekræftende udstilling om mennesker, der på tværs af litteraturen (Virginia Woolf, Leonard Woolf, Lytton Strachey, E.M. Forster), billedkunsten (Duncan Grant, Vanessa Bell), design (Grant, Bell), kunstkritikken (Roger Fry, Clive Bell) og den økonomiske tænkning (John Maynard Keynes) slyngede sig tæt sammen.
De gjorde livet moderne i det ellers noget tilknappede og victoriansk-puritanske England i starten af forrige århundrede.
I forgrunden på maleriet ligger netop økonomen Keynes, der var malerens kæreste og bofælle.
Det kan man jo så tænke over, næste gang finansloven skal præsenteres. Make makroøkonomi sexy again ...
Keynes havde udelukkende homoseksuelle relationer, indtil han som 38-årig giftede sig med balletdanseren Lydia Lopokova.
Virginia Woolf har beskrevet en helt særlig episode fra livet blandt disse venner, elskere og søskende, der skulle få navnet Bloomsbury-gruppen.
En episode, hvor forfatter og kritiker Lytton Strachey peger på en plet på Virginias søsters (maleren Vanessa Bell) hvide kjole og siger ordet: »Sæd«.
Woolf beskriver denne ytring som det, der får bornerthedens og victorianismens diger til at briste, så »en flodbølge af den hellige væske syntes at overvælde os«.
Det samme med udstillingen her: Som en sperm-tsunami vælter den dig omkuld.
Avantgarde på alle måder
Som Duncan Grants maleri viser, var Bloomsbury’erne da også seksuelt og amourøst frigjorte i en grad, der får samtidens både hetero- og homonormative pardannelser til at ligne noget fra virkelig gamle dage. Manden i de orange badebukser var en anden af malerens kærester.
Mændene bollede med hinanden. Kvinderne ligeså. Og fra tid til anden skiftede begærsretningen fra mand til kvinde og retur.
»Overgangen mellem venskaber og romantiske relationer var flydende«, som der står i katalogets dejligt omsorgsfulde tekst.
De var avantgarden. På alle måder. Blot ikke i militær forstand.
De blev introduceret til de nye moderne billedsprog, der opstod på kontinentet, af Roger Fry, der kuraterede udstillinger og blandt andet bragte den nye franske kunst til England og opfandt begrebet post-impressionisme.
De var pacifister og måtte flygte ud af London (navnet Bloomsbury refererer til et kvarter i London) som en del af deres militærnægtergerning under Første Verdenskrig og bosatte sig på landstedet Charleston i Sussex syd for London.
Det hus står i dag som et monument over gruppens tilværelse, hvor tanker om kunst, design, litteratur, samfund og fri kærlighed slyngede sig sammen til et hele med bemalede vægge, møbler, trykte tekstiler, keramik og kunstværker.
Udstillingen på Nivaagaard kopierer smukt de groft mønstrede vægge og holder heldigvis kun akkurat de forskellige kunstarter adskilte. Man forstår, hvordan der skabes i alle ender af et kreativt spektrum. Selv Keynes var en slags kunstner.
Akrobatisk trekant a la Pornhub
Man ser, hvordan Virginia Woolfs søster, Vanessa Bell, næsten skubber sin kunst som et tungt læs ud af det borgerlige samfunds konventioner og maler ’Vilde blomster’ (1915) efter først at have malet nogle, bevares, også smukke men langt stivere og stilmæssigt tilbageskuende valmuer.
Man ser, hvordan det på trods af den frie seksualitet blandt gruppens medlemmer er en kamp for forfatteren E.M. Forster at frigøre sig selv gennem litteraturen. Han skriver sin bøsseroman ’Maurice’ i 1914. Den bliver imidlertid først udgivet posthumt i 1971. Afkriminaliseringen af homoseksualitet i England sker i 1967, tre år før forfatterens død.
Der har alligevel været grænser for udfoldelsen af frisindet.
Også udstillingens helt store stjerne, maleren med de badende ved søen, Duncan Grant, lavede billeder, der blev gemt væk i samtiden. I 1959 forærede han en mappe med 400 erotiske tegninger til en ven. Først 50 år senere, for ganske nylig, blev de vist for offentligheden. Nu for første gang uden for Storbritannien.
De er alt, hvad man kan ønske sig fra sådan en samling erotica.
Gennemsigtige netstrømper og trusser på spændstige mænd.
En akrobatisk trekant a la Pornhub avant la lettre.
Ikke at det hele er erotisk.
Se Duncan Grants industrilandskabsmaleri med kalkbrud og cementfabrik, med smukke lilla skygger, der hænger som dynd i den hvide kalk.
Og se Vanessa Bells utæmmede grafiske forsideillustrationer til Virginia Woolfs bøger, der er kompromisløst moderne.
Ligesom det fremstår så naturligt som noget, at Duncan Grant har malet en nøgen, drømmende svømmer på en dragkiste.
Der bor en besked i alle disse ting om, at har man sit økonomiske råderum på plads, så findes potentialet for at leve et smukt og frit liv. Og endda at byde krigen trods.
Tillad mig at præcisere, at den tsunami, der vælter dig omkuld på Nivaagaard, er en tsunami af frihed.
Og en påmindelse om, at et godt liv er et autentisk liv.
fortsæt med at læse
