Normalt nyder jeg at opdage sammenhænge og associere frit foran kunstværker, men i mødet med Eva Helene Pades malerier bliver det ganske enkelt for meget af det gode. Og så er det gode ikke så godt længere.
Pade har hentet både titel og tema for sin maleriserie hos Stravinsky, som i 1913 sendte chokbølger gennem Paris med balletten ’Sacre du Printemps’, forårsofret. Den skandaløst moderne musik blev hurtigt avantgardens lydspor, ikke mindst herhjemme, hvor både Else Alfelt og Asger Jorn har lånt titlen til deres malerier.