’Bloodbath Nation’ kaldte forfatteren Paul Auster det USA, som er fyldt med skydevåben.
I en CNN-artikel fra 2022 hedder det: »For hver 100 nordamerikanere findes der 120 privatejede skydevåben i USA«.
Bang bang!
På Louisiana stirrer du ned i løbet på fire sådanne håndvåben i overstørrelse. Så store som de menneskekroppe, de kan tage livet af. Med sexede navne som Mac, Colt og Uzi. Et sort hul der, hvor dit fjæs er. Sort som kul. Fordi det er kul.
Den amerikanske kunstner Robert Longo fandt en dag ud af, at trækullet, som han ellers syntes svinede noget så forfærdeligt og var irriterende at arbejde med, var perfekt til hans kunstneriske projekt: at lave enorme fotorealistiske tegninger (han vil selv hellere benævne dem hyperrealisme), mere virkelige end virkeligheden, baseret på fotografier, han finder i dagspressen og i den uendelige cirkulation af billeder, der som massive bølger bryder ned over mennesket hvert minut af hver time af hvert døgn livet igennem.
Og det var, inspireret af et billede fra hans søns magasin om surferkultur, netop billedet af en bølge, der startede denne nye, ja, trækulsbølge i hans kunstnerskab.
I udstillingen hænger der en sådan kultegning af en bølge i sekunderne, før den bryder og bruser sin destruktion ud over os.
Et egentlig vidunderlig simpelt, men ikke desto mindre også vidunderlig kontrastfyldt motiv til fortællingen om trækullet.
Det forbrændte og destruerede træ, der nu med sin sorte pulverisering skaber billedet af det læskende hav. Ild, vand, død, liv, destruktion, konstruktion ...
Al god kunst danser rundt på de mest banale og grundlæggende af tilværelsens byggesten.
Danser eller falder de?
Og når vi nu taler om dans ...
Udstillingen åbner med eksempler på Robert Longos gennembrudsværker fra 1980’erne fra en serie storskalategninger med titlen ’Men in the Cities’ med mænd og kvinder, fastfrosset i en art danselignende positurer.
De har stiliseret tøj på, jakkesæt som yuppies og befinder sig i tilstande, der både kan tolkes som ekstase og smerte.
Smukt, at der her hænger fire af dem, ligesom der er fire af de menneskestore håndvåben på væggen til venstre for dem. Menneskene kunne også ligne filmkarakterer i det sekund, de rammes af et skud i hjertet.
Og brutalt, at de hænger i nærheden af Longos triptykon ’Untitled (The Haunting)’ fra 2005, der viser de to passagerfly, sekundet inden de brager ind i World Trade Center. Det centrale billede af den trefløjede kultegning er udelukkende et sort forkullet mørke.
De fire dansende kroppe ligner nu billederne af de faldende mennesker, der sprang ud ad vinduerne på World Trade Center den morgen i 2001.
Det er de naturligvis ikke. Men det er de også ...
Og det er her, Longo er bedst. Når han tegner sig ind i den amerikanske kultur og gør sig til en fortolker af det særlig frontale og direkte kommunikerende, som ofte findes i den amerikanske billedverden.
USA forstår sig selv bedst gennem frontal konfrontation.
En gigantisk kultegning (’End og Empire’, 2022) viser militærklædte mænd i færd med at håndtere et gigantisk flag.
Udstillingsformidlingen (som ofte er lovlig sludrende) siger, at flaget tages ned fra en officiel bygning, men kunstneren forklarer, at det er fra en stor sportsbegivenhed.
Sporten er, for Longo, i sig selv et billede på den voldskultur, som USA er funderet på. En kultur af hypermaskulint dræberinstinkt (amerikansk fodbold) i ordnede rammer, struktureret til tv med indlagte reklamepauser.
Vold og skønhed
Det er på sin vis en banal kultur, Longo udstiller i sine intrikate tegninger. Volden som skønhed.
Hans referencer er tydelige.
Kunsten: Goya, Géricault, Rubens, Pollock. Popkulturen: Elvis og sport. Og filmkunsten: Fassbinder og Bergman.
Robert Longo er en nu 72-årig hvid mand, der bliver kunstner i 1970’erne og vokser frem som sådan sammen med andre af de amerikanske kunstnere, som har domineret kunstens historie op gennem afslutningen af det tyvende århundrede. Som Cindy Sherman (hende med selvportrætterne), som han dannede par med i en periode. Og Richard Prince (ham med Marlboro-manden), som han spillede i band med.
Kunstnere, der dengang forstod, at de billeder, der florerer i verden gennem massemedierne, kunne sige noget dybere om menneskeheden.
I tidligere tider havde kunsten haft et billedmonopol. Billeder blev skabt af kunstnere.
Men med fotografiets udbredelse gennem massemedierne (pressen, tv) og med en stadigt accelererende udbredelse af film fra Hollywood stod kunstnerne og stirrede ned i et sort geværløb: med alle disse billeder i verden, hvad skal vi så lave?
Og det er naturligvis ikke blevet bedre siden 1970’erne ...
Men måske det også har været kunstens redning.
At vandre gennem Longos langtfra perfekte, men ikke desto mindre urovækkende udstilling er også at forstå, at selv om vi befinder os i en konstant brænding af billeder, der kaster sig over os som perfekte bølger, forsvinder alle disse billeder også igen. Som støv, der fejes med af vinden.
Er det her, kunstværket finder sin berettigelse? Som det, der kan fastholde tiden? Og som, ja, beklager min opstemthed, kan lade et billede af verden træde ind i evigheden?
Velsignelse eller forbandelse?
Samtidig er det væsentligt at betragte Longos billeder som kunst og ikke som direkte gengivelser af virkeligheden.
Han ændrer på de mediebilleder, han genskaber i sine tegninger. Trækker fra og lægger til.
Et billede af en konfrontation mellem studerende, der demonstrerer mod Israels folkemord i Gaza og politiet, er ændret, så de skilte, demonstranterne holder, er mindre direkte aflæselige.
Og Longo ændrer på kompositionerne.
En haj kan få markant større tænder.
Det er ikke virkeligheden, han tegner, men det er alligevel virkeligheden.
Ligesom et pressefoto, hvor godt det end er, også altid minder os om, at afstanden mellem billedet og verden kan være uoverstigelig som et hav.
Og sådan ankommer Longos amerikanske billeder også i en tid, hvor der lægges afstand til USA.
Om det er udstillingens velsignelse eller dens forbandelse, vil tiden vise.
Uanset hvad afslører billederne, at selv om de vil udstille den amerikanske brutalitet og voldskultur, er de også selv udslag af samme.
Billederne er hårde. Frontale. Direkte. Næsten psykopatiske i deres effektivitet.
Og speaking of psykopati ...
Næste gang du ser den brillante filmatisering af Bret Easton Ellis’ roman ’American Psycho’ – en roman, der for øvrigt fremstiller Donald Trump som en slags psykopatisk über-yuppie – så læg mærke til den kunst, voldsmanden Patrick Bateman har hængende i sin sterile lejlighed blandt økser og motorsave.
Der hænger Robert Longos dansende eller faldende ’Men in the Cities’.
fortsæt med at læse
