Deforme menneskeskikkelser løfter armene mod himlen. Øjne vidt åbne. Udefinerbare dyr i panik. Kropsdele flyder på jorden.
Hvis man tror, malerier ikke kan larme, tager man fejl. ’Guernica’ skriger. Det er verdens måske mest berømte skildring af krig på et lærred. Og en årtier gammel politisk kampplads i Spanien, der nu bliver genbesøgt, eftersom 90-året for maleriets motiv indtræffer næste år.



























