Biografejere og museumsledere har kronede dage og jubler, mens tivolidirektører og dyrskuearrangører har noget sværere ved at finde smilet frem i disse dage. Det højst omskiftelige sommervejr har indtil videre i høj grad været til gavn for indendørs kultur- og fritidsaktiviteter, mens tilstrømningen til arrangementer under åben himmel straks påvirkes negativt, når himlen åbner sine sluser. »Det kunne sagtens gå bedre«, fastslår direktøren for Grønnegårds Teatret, Steen Stig Lommer. Han har netop i år valgt at udvide teatrets udendørs sommeraktiviteter med endnu en scene i Odd Fellow Palæets have, hvor man opfører Samuel Becketts ’Glade dage’, mens Den Kgl. Ballet netop har gæstet den faste scene i Kunstindustrimuseet. Begge disse forestillinger har været ramt af aflysninger.
»Ikke helt så forfærdelig«
»Heldigvis klarer vejret ofte op hen under aften, hvor de fleste af vores forestillinger afvikles. Derfor er vores situation heller ikke helt så forfærdelig, som man kunne frygte. Det kortsigtede salg gik straks i stå, da det dårlige vejr begyndte, men hvis august holder sig tør, ender vi trods alt på et rimeligt niveau. Vi når dog på ingen måde sidste sommers rekordsalg«, siger Steen Stig Lommer, der indtil videre kun har aflyst hovedforestillingen, ’Erasmus Montanus’, tre gange.
De toptrimmede sydvestjyske køer, grise, heste og får, der var tiltænkt en hovedrolle i fredagens dyrskue i Ribe, måtte blive i deres stalde. Udsigten til endnu mere regn og medfølgende mudderbad fik arrangørerne til at aflyse det spektakulære skue. Så er man bedre tilpas på købstadens kunstmuseum.
»Det er nok ikke en fantastisk sommer for museet, men det er hidtil gået rimeligt pænt«, fortæller kustode og guide Lisa Lykke Hansen med jysk beskedenhed. »Men det må heller ikke regne for meget, for så bliver publikum helt væk«, lyder det fra Ribe.
Mellemvejr er bedst
Her er hun på linje med Teatermuseets direktør, Ulla Strømberg. Fra sin udkigspost i museet på Christiansborg har hun erfaret, at »mellemvejr på hverdage« er optimalt for besøgstallet.
»I weekenderne er det fortsat noget tungt, og så har vi jo generelt den meget markante konkurrence fra Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst at kæmpe imod. Til begge museer er der gratis adgang, og når vi selv prøver det samme, kan vi øjeblikkelig gange det normale besøgstal med fire eller fem. Det danske kulturliv bliver nødt til at forholde sig generelt til spørgsmålet om fri entré«, når Ulla Strømberg også lige at få med i sine betragtninger om sommervejrets indflydelse på publikumsinteressen.
Netop på Nationalmuseet kan man ikke være utilfreds med de nuværende klimaforhold. En venlig vagtmester kunne sent fredag oplyse, at museets besøgstal denne sommer nærmest er eksploderet. Mens tallene for juni sidste år og i år næsten var de samme, har denne julis klamme vejr og relativt lave temperaturer betydet en stigning på en tredjedel i forhold til sidste år – fra 23.000 til 32.000 gæster.
Film i regnen
I CinemaxX-biograferne i Århus kan supervisor Mia Hagner berette om stor tilstrømning til biografmørket, selv om det er højsommer i Danmark.
»Vi har haft rigtig meget at se til, og da vi hører til i et center midt byen, er det typisk, at borgerne kombinerer en indkøbstur med en tur i biografen. Vi er bestemt ikke kede af det – og tendensen begyndte allerede, før storfilm som f.eks. ’Harry Potter’ fik premiere«, fortæller Mia Hagner.
Direktør for Oluf Høst Museet i Gudhjem, Jens Henrik Sandberg, kalder det ustadige vejr »perfekt«:
»Regnbygerne jager turisterne ind i museet, og når himlen klarer op, gør vores billeder sig allerbedst. Gæsterne får endda lyst til at spise i vores havecafé. Du får ingen klager herfra – og slet ikke efter de foregående to meget varme og solrige somre, hvor bornholmere og turister tog til stranden i stedet for at gå på museum«, siger Jens Henrik Sandberg.
Badevandet er 18 grader
På Dragør Badeanstalt er der meget tomt og stille i disse dage, og det ligner slet ikke sidste sommers ’fluepapir’.
»Danskerne hungrer efter sol, men bortset fra de 50 faste morgenbadere, der kommer hver dag året rundt, har vi kun besøg af et par turister, der ikke går i vandet. Nu håber vi på supervejr i august – ellers er der meget længe til næste sommer«, siger livredder Tanya Ingwes, hvis termometer i øjeblikket sniger sig helt op på 18 grader, når hun måler badevandstemperaturen.
Også i de helt store hovedstadsforlystelser, Tivoli og Zoologisk Have, ømmer man sig.
»Selv om vi har mange indendørs aktiviteter, regnes vi for en udendørs attraktion. Og vi er klart bagud i forhold til sidste år«, siger Zoos publikumschef, Ulla Didriksen.
»For os er det bedste sommervejr solskin med drivende skyer. Men regn er rigtig dårligt, og selv om vi endnu ikke har nået en katastrofestemning, har vi slet ikke haft så mange sommergæster som forventet«, siger Ulla Didriksen, der regner med et millionfald i omsætningen.
»Det er meget hårdt for en selvejende institution, der ikke får ret store offentlige tilskud«.
Tæt på katastrofen
Tivolidirektør Lars Liebst følger hele tiden med i vejrmeldingerne på sin computer. Det har ikke været opløftende læsning de seneste fem-seks uger. Da solen pludselig dukkede op i onsdags, væltede der dog 35.000 gæster ind ad Tivolis porte.
»Vi takker for, at sæsonstarten var helt fantastisk i det gode vejr. Men siden har vi sat mere til, end vi tjente i de første uger. Normalt har vi typisk 22.000 gæster på en dag, men da regnen stod ned forleden, mødte der 12.000 op i Tivoli. Selv om det er flot, at folk trods alt kommer, illustrerer tallene meget godt vores situation. Jeg tror ikke på, at vi kan indhente det tabte«, siger Lars Liebst, der må glæde sig over, at Tivoli efterhånden spreder sine aktiviteter over det meste af året – nu også med halloween og julemarked.
»Havde vi ikke haft disse tilbud, kunne 2007 nemt være blevet en katastrofe«, siger Tivolichefen.




























