»Jeg er ved at blive hurtigere«, siger Julie Mehretu og griner. Hvilket ikke siger så lidt. For én af de ting, der øjeblikkeligt fascinerer ved den unge etiopiskfødte kunstners store malerier er den enorme mængde af detaljer. Af samme grund kan et enkelt maleri tage op til flere måneder at producere. De to ’Stadium’-malerier, som er inkluderet på hendes soloudstilling på Louisiana, er resultatet af et helt års intensivt arbejde, hvor enten hun eller en assistent støt har arbejdet på malerierne. Og Julie Mehretus malerier er overvældende i deres komplekse sammensætning af arkitektoniske skitser. Bittesmå sorte markeringer bevæger sig som en slags hærenheder henover de større arkitektoniske strukturer.

Undersøgelse af social situation
Intentionen er at indfange den dynamik, som udfolder sig i vores globaliserede verden og har medvirket til at skabe den: konflikter mellem nationer, konkurrerende virksomheder eller systemer og individer.

Men det er ikke let at sætte præcise ord på kompleksiteten i hendes malerier. Mehretu forklarer det efter en kort tænkepause sådan her:

»Ethvert af mine malerier er en undersøgelse af en social situation og dens historiske udfoldelse. Men samtidig handler det om umuligheden af at kunne definere præcist, hvad der skete. Man kan ikke se på en social situation på noget som helst tidspunkt i historien og definere den præcist«.

Et stadions sociale betydning
Det er kompleksiteten i hendes emne, som gør, at Julie Mehretu har valgt at genoptage det abstrakte formsprog, man kender fra futurismen og den abstrakt ekspressionisme.

Men der er altid en konkret figurativ dimension i Mehretus værker i form af arkitektoniske skitser. Det er heri hendes værker får en fortællende forankring i den verden, vi lever i. Tidligere introducerede hun en mængde forskellige arkitektoniske former i sine værker, men i de nyere malerier, som vises på Louisiana, har hun typisk fokuseret på en enkelt arkitektonisk struktur.

»I stadion-malerierne var jeg interesseret i arenaen som metafor for en særlig form for struktur. Jeg var interesseret i, hvordan et stadion er blevet brugt igennem historien, og hvordan det bruges nu i en højkapitalistisk sammenhæng«, siger Mehretu,

»Om det så var storbyer eller mindre byer, så har de altid haft en arena for underholdning. I dag vil man gerne bygge større og større arenaer, så de kan rumme så mange mennesker som muligt. Men det øjeblik, man tror, man kan kontrollere folk i et stadion, bryder det sammen«. For Mehretu skal arkitekturen ikke udelukkende forstås bogstaveligt som et rum i byen. Det er i lige så høj grad et billede på en særlig politisk intention i forhold til samfundsmæssig strukturering. Det kan være et ønske om at kontrollere befolkningen, men det kan også handle om andre ideer, og Mehretus værker leverer aldrig en let pointe.