Hej, jeg ringer fra Danmark. Bliver du så bange? »Nej, det bliver jeg ikke bange for. Men det hele er blevet meget mere højreorienteret, så der er efterhånden mange gode grunde til, at Danmark godt kan begynde at ryste lidt i bukserne«. Nå, så har jeg misforstået det! Det er altså Danmark, der skal være bange? »Altså, jeg er bange for den udvikling, der er i gang. Men jeg vil ikke sige, at Danmark skal være bange for mig. Det ville være lidt arrogant«. Men det er måske også lidt arrogant, at du skriver i din pressemeddelelse, at folk er blevet forført af Dansk Folkeparti. »Pia Kjærsgaard er god til at nynne en bestemt melodi, som mange synger med på. Og selv om man ikke gør det, vænner man sig langsomt til, at sådan lyder den nu engang. Og så gør man ikke noget ved det«. Måske virker det? To timer efter at jeg havde læst din pressemeddelelse, så jeg på nettet, at Søren Krarup og Jesper Langballe trækker sig fra dansk politik. Eller i hvert fald næsten. »Det er lige meget. Så kommer der bare nogle andre. Pia Kjærsgaard skal nok finde nogle andre at trække frem på scenen i sit marionetteater«. Du kalder selv det, du laver, en minoritetsudstilling. Hvad er det egentlig for en minoritet, du repræsenterer? »Man kan sige, at jeg forsvarer kunstnernes synspunkt og ser på den udvikling, der sker med vores samfund ud fra en masse minoriteters synspunkt«. Og forrest står så dine porcelænskrukker i et vindue på Gl. Kongevej. Skabt af kunstnergruppen Your Little Teapot. Hvis du er så stor en forsvarer af danske værdier, ville det så ikke være oplagt, at gruppen hed Din Lille Tekande? »Jo, vi kalder os også Din Lille Krukke. Men det kan folk i udlandet jo ikke forstå«. Din Lille Krukke – det kan jeg sagtens forstå. »Nu kommer jeg selv fra Amager, fra et hjem fra arbejderklassen, hvor folk havde arbejdet sig selv op. Og Pia Kjærsgaard har netop stjålet en masse ord fra venstrefløjen. Dansk Folkeparti brugte ordet solidaritet i deres seneste hvervekampagne. Og det labber folk i sig som mild yoghurt, indtil de får forstoppelse«. Nu du nævner din opvækst, så har du sagt, at du selv kommer fra et hjem, hvor PLO og Rote Armee Fraktion var lige så almindelige ord som far og mor. Det er der nok nogen, der kunne blive lidt bange for. »Det tror jeg så ikke. Folk bliver ikke bange for mig«. Nej, og der er sgu nok heller ikke nogen, der bliver bange for at komme forbi et vindue ude på Gl. Kongevej, hvor der står nogle porcelænskrukker. Du har tidligere lavet politisk dukketeater og nu porcelænskrukker. Er det egentlig ikke bare noget seksuelt? »Det kan der selvfølgelig godt ligge noget i. Mine ting foregår jo ret tit under bæltestedet. Bliver du bange for det? Vi kunne da godt mødes en mørk aften et eller andet sted. Så kunne vi se, hvem af os der var bedst til at råbe bøh«. Så bange tror jeg nu ikke, at jeg er for dig. Men jeg kan godt blive lidt bange for folk, der spilder tiden med upræcist vrøvl og kalder det politisk kunst. »Vi låner måske lidt fra 1970’erne, når jeg taler om fællesskab og sådan noget, men vi vil gerne være med til at lukke nogle partier ned, så der kunne rykke flere skøre krukker ind i Snapstinget«.