Glyptoteket er stadig lige grimt udefra. En løjerligt sammenstukken historicistisk museumsbygning. Indeni er det et lige bastant, labyrintisk, delvis usmageligt ... og ganske enestående fantastisk sted. Vinterhaven er så vidunderlig som altid med Kai Nielsens 'Vandmoderen' og hendes kriblende unger som en af landets bedst placerede skulpturer. Og festsalen er uændret i sin køligt opulente græsk-romerske vælde. Det er en vanvittig, urimelig blanding af bygninger, ingen museumsgæst ville være foruden. Efter tre års renovering og to måneders lukning genåbner museet på onsdag, og det første, der vil møde de besøgende, er en nedtur. Hvor man før ankom til en meget lille billetskranke, bliver man nu gelejdet ned i kælderen, der tidligere rummede et lavloftet magasin. Det er blevet udgravet en meter i dybden i hele den nordlige bygnings længde og sat smagfuldt i stand og møbleret efter tegnestuen Dissing og Weitlings anvisninger. Det er blevet et meget langt hvælvet søjlerum med lyse vægge og lofter og røde gulve, der giver et svagt rosa lys. Foruden garderobe, toilet og handikapelevator er her flere funktioner, end man normalt ser i en publikumsfoyer, f.eks. en afdeling, der kan bruges til digtoplæsninger eller foredrag. Tyngden fra Kampmann og Dahlerups hus er ført helt ned i kælderen, men den overdådige ornamentale detaljerigdom er ikke fulgt med. Kun enkle mønstre i gulvbelægningen bryder rummets mere moderne kølighed. Alt er møbleret med tunge solide møbler, der svarer til bærestyrken i fundamentets svære murværk. I midten af rummet kan en tyk skranke tage ordentligt imod museets årlige 350.000 besøgende, et tal, der placerer stedet blandt Danmarks fem mest populære museer. Udhalingen af ankomsten, som denne dukkert i dybet giver, er en dramaturgisk forbedring af museumsbesøget. Forløsningen ved at træde op ad en smal trappe og ind i lyset, varmen og fugten i vinterhaven er så meget desto bedre. Går man straks til venstre, kommer man ind i en nyskabelse, der ganske ændrer præsentationen af antiksamlingen. 'Middelhavshorisonten' sætter fokus på den etruskiske samling, men fortæller om dens forudsætninger og indflydelse i hele middelhavskulturens kultur og æstetik fra 6000 før vor tidsregning til 400 efter Kristi. Det er fem rum, der tidligere har været blandt andet værksteder, der nu er omdannet til publikumsarealer. Overalt i museet er der kommet nye, gode skilte, der fint formidler noget af den viden, som forskningsmedarbejderne har og får om værkerne. Det er forbilledligt. Men også udstillingsmæssigt er præsentationen blevet opdateret. Især glimrer de lange gallerier, hvor romerske og græske statuer nu ikke blot står kronologisk opmarcheret langs væggene og indbyder til hastig gennemfart. Der er kommet piedestaler med marmorskulpturer ud midt i rummene til beskuelse fra alle sider, og det fungerer som en lille behagelig kropslig udfordring i den koreograferede spadseretur, ethvert museumsbesøg jo også er. Således er meget forandret. Og alt er alligevel det samme. Det er lykkedes med kyndige greb og 100 millioner kroner fra Carlsbergfondene at vride Hack Kampmann og Vilhelm Dahlerups 100 år gamle bygninger, så de synes at fremstå klarere og mere engagerende for publikum end før, uden at noget af charmen ved museet er gået tabt. Godt gået.