På bagsædet i taxaen sidder to israelske mænd. De er kunstnere. De er gift med hinanden. Og de er fuldstændig identisk klædt fra inderst til yderst med matchende gule briller, ens sorte læderjakker, ens fløjlsbukser og ens hættetrøjer. Krøllerne er sat på helt samme uglede måde, og selv boxershorts- og sokkevalg har de koordineret. Gil & Moti er kunstverdenens svar på Dupond og Dupont. Både privat og professionelt danner de par, og den ene går aldrig nogen steder uden den anden. De har kun én mobiltelefon, én pung og ét sæt nøgler. For som de siger: »Vi er en duo med én agenda«. Og det er den, vi følger netop nu. Vi er på vej ud til en moske i Hvidovre. For at lægge små håndskrevne breve i muslimske mænds sko. Bange for muslimer »Vi vil gerne adopteres af moskeen«, forklarer de omme fra bagsædet. »Vi vil involveres i deres fællesskab. Fordi vi selv er bange for religion, især for muslimer«. Hvad er I bange for? »Præcis! Det giver ingen mening, der er ingen logik i frygten. Og vi håber, at moskeen kan blive et mødested for os og de lokale muslimer i området«, forklarer Gil. For det er det, deres kunst handler om. At skabe mødesteder for dialog mellem mennesker, der er i kulturel eller politisk konflikt med hinanden.

I årenes løb har de to kunstnere beskæftiget sig med konflikten mellem israelere og palæstinensere, mellem homoseksuelle og konservative kræfter, men de senere år har de især fokuseret på ikkemuslimers forhold til muslimer. »Det første, man ser, når man går ind i en moske, er skoene. Derfor begynder vi ved dørtrinnet, og så vil vi forsøge langsomt at arbejde os længere ind i det muslimske samfund«, siger Moti. Vil ikke provokereHar I tænkt på, at det måske kan virke intimiderende, at der lusker to israelske bøsser rundt i moskeen og lister sedler ned i de religiøse mænds sko, når de beder? »Vi vil jo gerne afprøve grænserne og undersøge, hvor langt vi kan gå. Altså hvor langt vi kan komme ind. Og hvad vi kan vi tale med dem om«, forklarer Gil. »Men vi ønsker ikke at provokere, og vi er faktisk heller ikke bange for, at det vil blive opfattet sådan. Man bliver nødt til at tro på det gode i mennesket, og gang på gang har vi oplevet, at hvis man henvender sig til folk på den rigtige måde, så smækker de ikke døren i«, siger Moti.