Danish Royal Protesters
»Ålekistevej er et sted, man passerer i bil eller på cykel, ikke et opholdssted. Hver eftermiddag i udstillingsperioden kommer der dog liv i gaden, når to amerikanske kunstnere udklædt som dronning Margrethe og prins Henrik demonstrerer med protestskilte op og ned ad Ålekistevej og inviterer alle borgere til at få en klage skrevet på skiltene. Det kan være, man er utilfreds med trafikstøjen eller den mad, ens mor serverer hjemme i boligblokken. Der er ingen censur, når de royale taler folkets sag på Ålekistevej. Og man skal altså heller ikke gennem en lang klageproces, men kan få sin protest transmitteret med det samme. Det er fascinerende – også fordi kunstnerne indfører protestskilte, der er almindelige i USA, i en dansk kontekst og på den måde skaber en udveksling mellem det lokale og det globale«.
Ålekistevej, maj 2011
»Jeg har boet på Ålekistevej og oplevede, at jeg gik med skyklapper gennem kvarteret. Jeg så ikke det lokale miljø, kendte ikke naboerne, og skulle jeg noget kulturelt, tog jeg ind til Indre By. Som menneske kunne jeg også føle mig lille og fremmedgjort i forhold til vejens lange smøre af boligblokke. Det tema tager kunstneren Pulsk Ravn op i en installation med fire skilte, som gengiver Ålekistevejs etagebyggeri i miniature, så det næsten ligner dukkehuse i 3d. Når byggeriet kommer ned i lille størrelse, kan man bedre forholde sig til det og se det ekstraordinære i de ellers ordinære lejlighedskomplekser. Og måske kommer man også til at tænke på, hvad der foregår bag de lukkede persienner«. Københavnerbænke






























