Nationalmuseets ledelse har hidtil forholdt sig passivt til, hvilken betydning det har haft, at museet har valgt at skære massivt i sikringen af de mere end 900.000 genstande i den nationale kulturarv. Men nu kommer en udenlandsk debattør med erfaring som museumsforvalter og underviser på utallige museer i Storbritannien ledelsen på Danmarks nationale museum i forkøbet. »Det er helt essentielt at have en 24-timers bemanding i alle magasiner, hvor man opbevarer værdifulde og uerstattelige genstande«, siger Julian Spalding, forfatter til en lang række bøger om museumsforvaltning. Briten har selv arbejdet mere end et år på Nationalmuseet som forsker. Men i den tid fik han intet indtryk af, at sikkerheden ikke skulle være i orden. Men efter at have hørt om de sikkerhedsbrister og nedskæringer, som over halvdelen af museets vagtbemanding i løbet af ugen har fortalt om anonymt til Politiken, har han fået en helt anden opfattelse.
LÆS OGSÅ Museum fik alvorlig sikkerhedsadvarsel i 2009
Vagterne har slået alarm, fordi de ikke længere mener, at de kan beskytte de kulturelle genstande mod tyveri, hærværk eller brand. De har tilmed fortalt, at de længe forgæves har forsøgt at fortælle ledelsen om defekte kameraer og alarmer. Nedskæringer i vagtbemandingen var ifølge medarbejderne blot den sidste dråbe til at falde i et meget fyldt bæger.
»Kameraer er aldrig lige så effektive som patruljerende medarbejdere. De kan aldrig være mere end sikkerhedsbackup – tyvene finder hurtigt ud af deres blinde vinkler, og de er som oftest mest nyttige efter en hændelse. Samtidig er de helt ubrugelige, hvis de ikke virker!«, siger Julian Spalding og fortsætter:
»De er nødt til at droppe kameraerne og i stedet bruge pengene til at hyre flere folk til at bemande gulvene. På den måde får offentligheden også mere ud af deres besøg, hvilket jo også er museets primære rolle«.
Efterspørgsel efter kulturarv
Firmaet The Art Loss Register er indehaver af verdens største database over stjålne kunstværker og arbejder med at bringe dem tilbage til deres retmæssige ejere over hele verden.
Lederen Julian Radcliffe understreger, at han ikke kender nok til Nationalmuseet til at kunne udtale sig konkret om dets sikkerhed. Men han fortæller om firmaets tilbud til museer om at registrere alle genstande. »Det virker afskrækkende på tyvene at registrere værkerne, da de dermed vil være klar over den potentielle risiko ved at sælge dem. Det er samtidig en af grundene til, hvorfor det er vigtigt at opretholde medarbejdernes moral, hvis man tænker på de fristelser, de er omgivet af«, siger Julian Radcliffe og opstiller tyvenes foretrukne indkøbsliste: »Der er et marked for de fleste genstande, og de, der er i størst fare, er dem, som kan bæres ud, som er efterspurgt internationalt og samtidig ikke er de mest værdifulde eller kendte«.
