Seks måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Det var prisen for den 22-årige tegners første berømmelse - og indgangen til et halvt århundredes kamp for at udnytte trykke- og ytringsfriheden lige til stregen. Eller lidt over. Godt 175 år senere står han stadig som portalen ind til hele den moderne presses brug - og lejlighedsvise misbrug - af tegnekunsten i den aktuelle samfundsdebats tjeneste.
Hans 4.000 litografier, 200 malerier, 800 tegninger og 100 forlæg til træsnit gør ham ganske enkelt til Bladtegningens Fader. Ikke kun i kraft af hans egne kvaliteter, men af politiske såvel som tekniske årsager. Daumier var simpelthen den rette mand med de rette talenter på rette tid og sted.
LÆS OGSÅ
Og Gl. Holtegaards præsentation nu af 125 af hans berømte billedværker plus en snes af de karikaturbuster, han fremstillede af ledende politikere, kan kaldes rette udstilling til rette tid: endnu med eftervirkningerne af Jyllands-Postens trykning af Muhammedtegningerne, den svenske tegner Lars Vilks' opfølgning og i en anden boldgade de nylige læserprotester her i avisen mod Wulffmorgenthalers særlige sans for humor.
Ytringsfriheden har ingen jo angrebet, men bladtegningens formål og selvdisciplin eller ej er på dagsordenen: Hvornår går tegningen unødvendigt over stregen?
Glarmestersønnen Honoré Daumier (1808-1879) med ni søskende blev som 11-årig stikirenddreng for en foged, så hos en boghandler, men som 17-årig kom han i den afgørende læreplads: hos en parisisk litograf.
Stentrykket - eller ordret: stentegningen - var opfundet i 1798 ud fra princippet om, at fedt (og fedtfarve) skyr vand (på de ufarvede flader af stenen) og omvendt. Goya og Delacroix var blandt de første litografiske billedkunstnere, men mulighederne for smidig streg, hurtig fremstilling og holdbarhed til større oplag gav teknikken afgørende betydning for illustrationernes plads i den moderne kritiske presses udvikling gennem 1800-tallet. Læredrengen Honoré Daumier blev en mester i brugen af det.
LÆS OGSÅ
Tiden tørstede allerede dengang efter satire, og Daumier leverede den, i bladene La Caricature og dets afløser Le Charivari (forbilleder for M.A. Goldschmidts danske Corsaren). Hans tegninger spejler alle Frankrigs politiske kampe fra julirevolutionen 1830 over februarrevolutionen 1848 og til den Fransk-Tyske Krig og Pariserkommunen i 1870.
Det var hans fremstilling af 'borgerkongen' Louis-Philippe i skikkelse af den grotesk grådige kæmpe Gargantua, der i 1832 skaffede ham et halvt år i fængslet Sainte-Pélagie. Hvor han så fortsatte med at tegne sine medfanger. Oftest blev majestæten dog tegnet som en nedfaldspære pga. det kongelige hoveds flæskede tyngde, og hans ministre f.eks. som patienter i et galehus, eller samlet på parlamentets bænke som 'Den lovgivende vom'.
Gargantua-tegningener ikke med på udstillingen, som bl.a. bygger på tre tyske privatsamlinger, men udvalget spænder absolut fyldestgørende over hele Daumiers udvikling, fra politisk kamp til modent resigneret udlevering af dagligdagens dårskaber.
En 1834-serie af karikerede politikerportrætter spidder alt fra forædt arrogance til slesk upålidelighed, her interessant suppleret med bronzekopier af de ubrændte lerbuster, som Daumier fremstillede som modeller, også til brug for bladets andre tegnere. Mens hans sene politiske kommentarer holder sig til det mere allegoriske, f.eks. Frankrig som en sørgende moder ved slagmarken i Sedan i 1870.
Daumier havde et godt øje til advokatstanden og retfærdighedens slagside med den tunge ende nedad, og han dyrkede fast tilbagevendende figurer som svindler-arketypen Robert Macaire og den politiske kyniker Ratapoil. Men bedst - og med længstvarende indflydelse på senere generationers tegnere - var Daumier, når han tegnede den al mindelige franskmand, høj eller lav, midt i livets besynderlighed.
En stribe opadvendte hoveder i en boligkarrés vinduer spejler f.eks. Kometens passage i 1857, næsten som et reportagefoto. Ligesom den susende bevægelighed i 'snapshot'-tegningen af fotografen Nadar på ballontur over Paris' tage i 1862 eller fodgængernes skrækslagne forsøg på at passere de nye, brede boulevarder under Baron Haussmanns renovering af Paris' byplan i 1860'erne.
Billedserier som 'Les bons bourgeois', 'Types parisiens', 'Moeurs conjugales' ('Sæd og skik i ægteskabet') eller slet og ret 'La Comédie Humaine' udnytter plastisk alle kulstiftens og papirets kontraster og gråtoner i indlevede studier af livserfaringernes spor i kropsholdning og ansigtstræk.
Udstillingen ernødvendigvis ret teksttung for at forklare samtidens pointer, men har klogt valgt at blæse enkelte af originalerne op til stort plakatformat, så selve tegnekunsten ikke drukner i navne og årstal.
En timelang engelsktalende film om Daumier bør man unde sig tid til, bl.a. for at se den litografiske trykteknik i praksis, og i det velintroducerende katalog med mange gode gengivelser får vi også Baudelaires lovprisning af vennen såvel som en lovende forsmag på Martin Zerlangs kommende bog om 'Karikaturlandet'.
LÆS OGSÅ
Uden Daumier havde nutidens bladtegning ikke set ud, som den gør, heller ikke den danske. Fra hans dagliglivsstudier går en lige linje via Fritz Jürgensen og Bo Bojesen til i dag.
Og hans grafiske mesterskab i karikaturens kunst har inspireret lige fra det moderne bladtegnergennembrud i Danmark for hundrede år siden til eleverne på de grafiske designuddannelser den dag i dag.
I den senere bladtegner Hans Bendix slog lynet ned, da han var helt ung:
»En dag faldt jeg i en bogkasse ved Seine-kajerne over et digert værk med Daumiers litografier. Det vaskede øjnene for hæmmende kunstteorier og gustent overlæg. Her var en mand, der simpelthen hentede sit stof fra livet omkring sig ... Der boede en Michelangelo i ham, men Daumier gjorde Michelangelo uhøjtidelig i lommeformat. Så stort på et begrænset stykke papir«.
Uden Honoré Daumier havde nutidens bladtegning ikke set ud, som den gør, heller ikke den danske.
fortsæt med at læse
