Fanden på væggen er ved at falme væk

Falmende. Fanden på væggene i Rørby Kirke er ved at forsvinde, fordi salt trænger gennem murværket, og krystaller skubber den 600 år gamle maling af overfladen.
Falmende. Fanden på væggene i Rørby Kirke er ved at forsvinde, fordi salt trænger gennem murværket, og krystaller skubber den 600 år gamle maling af overfladen.
Lyt til artiklen

Lynnedslag, stormskader og svampeangreb. Historien har ikke taget let på Rørby Kirke. Men mens den hvidkalkede bygning stadig troner i landskabet ved Kalundborg, er sagen en anden, når det gælder den særlige kulturskat, som kirken rummer. I to af hvælvingerne findes nogle af Danmarks vigtigste kalkmalerier, som blev udført af en af Nordens bedste kunstnere i 1400-tallet.
Katastrofal nedbrydning
I den ene hvælving har kalkmalerierne stået ubeskyttet hen i 30 år. »Der er tale om en dramatisk og katastrofal nedbrydning af nogle af vores mest unikke afdækkede kalkmalerier. De er ved at gå til på grund af salt«, fortæller Peder Bøllingtoft, leder af Konservatorskolens Afdeling for Monumentalkunst.
Fond skal redde malerierne
Knap 5 millioner kroner har Augustinus Fonden derfor givet til et nyt projekt, der skal redde kalkmalerierne. LÆS OGSÅPolitikenlæser fandt forsvundet Skagensmaleri Allerede nu arbejder Nationalmuseet, Nordisk Konservering og Danmarks Tekniske Universitet, DTU, sammen om at stoppe nedbrydningen af murværket - blandt andet afprøver man en ny såkaldt elektrokemisk afsaltningsmetode, som stadig er under udvikling.
Fanden på væggen
Men Fanden er allerede malet på væggen - bogstavelig talt. I et af motiverne hiver han i bagbenene på en skabning, som nærmest er visket bort. Et andet sted er Fanden med sin bog også selv ved at forsvinde. Men der skal reddes alt, hvad der reddes kan, for der er tale om et stærkt vidnesbyrd om middelalderens billedsprog, når det var stærkest, forklarer Peder Bøllingtoft.
Manglende økonomiske midler
Konservatoren befinder sig - da Politiken fanger ham på mobilen - under den kirkehvælving, der er ved at blive ødelagt af saltaflejringer. Han vurderer, at nedbrydningen er sket på grund af kirkens manglende økonomiske midler i kombination med manglende forståelse for kalkmalerierne sårbarhed. »Man opdagede kalkmalerierne i begyndelsen af 1980'erne. Men i en årrække stod de helt ubeskyttet hen, mens et varmesystem sendte varme ud i kirkerummet. Hensynet til varmekomfort er i årtier blevet sat højere i de danske kirker end hensynet til vores verdensberømte skat af kalkmalerier, men problemet kunne nemt være blevet løst, hvis man havde valgt at skrue ned for varmen og havde taget en jakke på«.
Vandmasser i konstruktionen
Den tørre varme, som er blevet blæst ud i Rørby Kirke, har accelereret nedbrydningsprocessen. Den har fået fugt og salt i murværket til at vandre mod overfladen. Her har saltkrystallerne skubbet fragmenter af den bemalede overflade løs. Under den store storm i december 1999 blæste taget desuden af kirken, og der trængte vandmasser ind i konstruktionen. Resultatet er, at de kalkmalerier, der omkring 1980 var et sensationelt fund, nu er ved at forsvinde. Da Nationalmuseet tilbage i 2000 råbte vagt i gevær i offentligheden på grund af det generelle problem i de danske kirker, afviste daværende formand for Folketingets Kirkeudvalg, Birthe Rønn Hornbech (V), advarslen. Det er da også fortsat den enkelte kirkes menighedsråds ansvar at bevare kalkmalerierne. Men menighedsrådene kan sjældent rejse den millionsum, som et stort bevaringsprojekt kræver. LÆS OGSÅKunstpiloter skal lokke de unge på museum
Ansvaret ligger hos meninghedsrådene
Kirkeminister Manu Sareen (R) mener som sin forgænger, at ansvaret for kalkmalerierne fortsat bør ligge hos menighedsrådene. »Menighedsrådsarbejde er et vigtigt hverv, hvor man også har ansvaret for kulturarven, og sådan skal det fortsat være. Men den her sag viser samtidig, hvor vigtigt det er, at menighedsrådene får valgt de rigtige mennesker«. Manu Sareen opfordrer til, at provstesynet, hvor menighedsrådets dispositioner gennemgås, retter sin opmærksomhed mod problemet. »Er der ting, som falder igennem i menighedsrådene, må man have tillid til, at det bliver fanget i det eftersyn«, siger kirkeministeren.
Kirkerne er til for at blive brugt
Karen J. Klint (S), der er ny formand for Folketingets Kirkeudvalg, anerkender dilemmaet mellem en behagelig temperatur for kirkegængerne og hensynet til kulturarven: »Jeg er dog af den overbevisning, at kirken er til for at blive brugt. Brugte ting slides. Det gælder også for kirken«. Sænkes temperaturen, frygter Karen J. Klint, at kirkegængerne bliver væk. »Min opfordring er, at Nationalmuseet sammen med andre får fundet en løsning på bevaring af den gamle kirkekunst, uden at det betyder kolde og dermed mennesketomme kirkebygninger«. Det store restaureringsprojekt i Rørby Kirke forventes færdigt næste efterår. Mens kalkmalerierne kun er synlige i den ene hvælving, rummer den anden stadig en ukendt kunstskat under de mange overkalkningslag. FACEBOOK

----------------------

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her