Ai Weiwei har lige været på skattekontoret i Beijing for at indbetale 7,3 millioner kroner – som han ikke mener, at han skylder.
Men det er prisen, hvis han vil have myndighederne til overhovedet at revurdere hans skattesag. De kinesiske myndigheder tilbageholdt i foråret den aktivistiske kunstner i 80 døgn og løslod ham i juni med besked om at efterbetale 13 millioner kroner i skat. »Jeg blev taget som gidsel for et halvt år siden«, sagde Ai Weiwei, da han havde afleveret de godt syv millioner kr. hos myndighederne.






























