Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mysterium. Beatriz Milhazes installation 'O paraiso', viser, hvordan planter og geometriske former kan vokse ud af matematiske formler. Som en slags kalejdoskop, der trækker beskueren helt ind i den geometriske form. På udstillingen i Det Danske Hus føjer Hanne G humor til materialet med sine strikkede objekter.
Foto: Foto fra udstillingerne

Mysterium. Beatriz Milhazes installation 'O paraiso', viser, hvordan planter og geometriske former kan vokse ud af matematiske formler. Som en slags kalejdoskop, der trækker beskueren helt ind i den geometriske form. På udstillingen i Det Danske Hus føjer Hanne G humor til materialet med sine strikkede objekter.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mystisk garn viser skønheden i det abstrakte

To vidt forskellige udstillinger i Paris udfordrer tilskueren og det stof, kunst er gjort af.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi er på Fondation Cartier i Paris’ 14. arrondissement. En smuk glasbygning, uden for flyver et par visne blade rundt i, hvad der umiddelbart forekommer at være tilfældige bevægelser, lyset strømmer ind gennem vinduerne, det er smukt, og det er her og nu.

Men indenfor i glasbygningen vises en anden virkelighed med udstillingen ’Mathematics: A Beautiful Elsewhere’.

Udstillingen er et forsøg på at gøre matematikken sanselig for os; måske ikke forståelig, men konkret oplevet. At vise skønheden i det abstrakte.

Det er en verden af formler og farver og lyd, man går ind i, går rundt i, går igennem, hvor kunstnere fremstiller matematikkens udfordringer og ideer på en måde, der ikke er tør og utilgængelig, men farverig, morsom og bevægende. Langt fra matematikbogen, langt fra passer og lommeregner, men i stedet henne at kradse i kunstens måde at tale til os på.

Mysterierne
Der er tre rum i udstillingen. Det største er ’Mysteriebiblioteket’, bygget som et 0 af David Lynch og matematikeren Mischa Gromov. ’Mysteriebiblioteket’ er en stor installation med et højt lydniveau, Patti Smiths stemme, der taler om matematik, en tegnet kamin, hvor sort ild bevæger sig, og med symboler i loftet.

Det er meningen, at tilskueren i rummet skal indgå i en dialog med universet, men for mig blev rummet mere enetale end dialog. Heldigvis er de to andre dele af udstillingen lige så interessante, som David Lynchs abstrakte forestilling om en dialog med universet virker lukket – som et 0.

LÆS OGSÅ Overfor ligger nemlig ’De fire mysteriers rum’ med fire forskellige installationer. Mischa Gromov skriver om rummet: »Verdens første mysterium er de fysiske loves natur. Det andet mysterium er livet. Det tredje mysterium er hjernens funktion, og det fjerde er matematikkens struktur«. Så er der noget at tænke over. Bagvæggen er en enorm skærm, der i billede og beretning fortæller om Cern’s LHC-kollisionsring, hvor man bruger elektriske og magnetiske felter til at nærme sig lysets hastighed.

Det er smukt og fascinerende og arbejder smukt sammen med Beatriz Milhazes installation ’O paraiso’, der inde i en rund skærm viser, hvordan planter og geometriske former kan vokse ud af matematiske formler. Som en slags kæmpe kalejdoskop, der trækker os helt ind i den geometriske form.

Det uhåndgribelige vises
Det er øjet, der møder tanken. Her danner matematikkens former kunstværker, og udstillingen viser os det, man kan have svært ved at forstå, neuriner, quarker og så videre. På samme måde, som kunsten viser os det, vi har svært ved at forstå i livet; nemlig gennem farve og form.

Normalt viser kunsten os måske dele af vores følelsesliv og eksistens, som det er svært at sætte ord på, men som gennem billedkunsten bliver gjort sanseligt nærværende. I denne udstilling er det det eksistentielt uhåndgribelige, tilværelsens dybeste mysterier, som fysikken og matematikken forsøger at sætte på formel, der bliver vist.

Det er lige meget, om det er teori eller kunst eller kunstigt; jeg bliver stående og kigger og forsøger at forstå, hvad liv og tanke er for størrelser

Og når formlen bliver for kompliceret, træder den visuelle model til, som i Feynmans grafer, der bliver forklaret og tegnet på væggen, og matematikken nærmer sig kunsten i sit forsøg på visuelt at vise sin struktur – så den hjerne, hvis mysterium også er en del af de fysiske love, kan forstå den struktur.

Robotliv
Livets mysterium er illustreret ved kunstigt liv. Inde i et kæmpe æg er et landskab af små robotter, som ikke kun har kunstig intelligens, men også kunstig nysgerrighed. Robotterne er bygget af metal med en slags hals med hoved.

De står inde i ægget og udstøder sjove lyde og bevæger sig søgende rundt med deres begrænsede bevægelsesfrihed.

De er realiseringen af Gromovs teori om matematik og Oudeyer og Kaplans teorier om lingvistisk interaktivitet, men de er meget mere. De er dragende, fascinerende små væsener, og deres nysgerrighed gør mig nysgerrig.

Det er lige meget, om det er teori eller kunst eller kunstigt; jeg bliver stående og kigger og forsøger at forstå, hvad liv og tanke er for størrelser, når nu de der metaldimser ligner liv så meget.

Det uendeliges sug
I underetagen har Hiroshi Sugimoto skabt en skulptur i aluminium med en overflade, der ifølge matematikken er en pseudosphere, det vil sige et hyperbolsk objekt; overfladen opnås ved rotationen af en kurve, der består af to adskilte linjer, som altid stræber mod hinanden uden nogensinde at mødes.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De vil først mødes i et punkt, der defineres som ’uendeligt’. Og det virker. Jeg kan se suget. Jeg kan ikke forklare det; men jeg oplever det. Tyngde over for lethed, et punkt, der stræber mod uendelighed.

Ved siden af, i et stort lokale, kan man sætte sig og se en dokumentarfilm med en række af de fascinerende matematikere, der står bag udstillingen.

Det er ganske simpelt spændende, hvad de siger, og hvem de er; der er en mand med sort silkesløjfe som slips; kontante kvinder og rørende personligheder, der siger ting som:

»Den virkelige verden er en begrænset verden i forhold til matematikken«. »Matematikkens skønhed, harmoni og dens perfekte former er dybt tilfredsstillende som intet andet i livet«. »Det eneste, der kan forstå den matematiske sandhed, er den menneskelige hjerne, der skal ingen apparater til«. »Vi kan ikke efterligne den menneskelige tanke, den er også et matematisk problem«. »Virkeligheden er bare muligheden af alle matematiske imaginære muligheder«.

Fang det på iTunes
Uanset hvad matematikerne siger, vender de tilbage til, at virkeligheden er den menneskelige hjernes fortolkning af virkeligheden; og det er vel her, at matematikken kan ses som en gren af kunsten, der viser os, at vi altid fortolker virkeligheden med vores sanser og tanke.

Har man ikke mulighed for at tage til Paris, inden udstillingen slutter i marts, har Fondation Cartier en speciel side på iTunes, med podcasts fra konferencer og undervisningsmateriale.

Og i denne måned udkommer også en iPad-applikation kaldet Maths, hvor man naturligvis bliver guidet gennem applikationen ved en kunstig nysgerrigheds algoritme. (Det skriver de; jeg indrømmer, at jeg ikke ved, hvad sådan en algoritme er).

Garnet som uendeligt materiale

I det danske hus på Champs-Élysées vises en ganske anderledes udstilling. Og dog. Også her er materialet for udstillingen noget andet, end man er vant til. Alle værkerne er nemlig strikkede. Og det er ikke tøj, der udstilles. Det er brosten med en lille blomst, der vokser op imellem dem. Det er våben.

Både en samling af geværer og revolvere og en udstilling af feminine våben; hvor der ud over en kagerulle er en bh og en kage; alt sammen strikket i grønt eller rosa garn af Hanne G. Isabel Berglund, derimod, udstiller et stort strikket træ; grøn krone, brun stamme. Men der er noget galt med træet som træ, kronen er for stor og har for meget tyngde. Det er ikke et virkeligt træ, det er et strikket træ, et forkert træ, der giver fornemmelsen af, hvordan man kunne opfatte et træ, i et andet element, i en forvrænget virkelighed. Det er også Berglund, der har strikket en form for spejl måske; objektet hedder i hvert fald ’Mirror me’, men igen; spejlet har ben og er faldet sammen, det vil aldrig kunne bruges til noget; og det er jo også strikket. Der er udstoppede dyr, og der er detaljerede strikkede kort over landskaber. Uanset hvad motivet er, tilføjer materialet humor til objekterne. Værkerne bliver i så høj grad former, umulige former. Det rare strik tager brodden af våbnene; men alligevel. Våbnet vinder som form. Træet vil være til, landskabet på kortene vil eksistere, trods de er lavet af garn.





Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der bliver en insisteren på formen gennem materialet, en insisteren, som måske også findes i værker, hvor materialet er ler eller aluminium, men som garnet alligevel tilføjer en ny dimension.

Kunstnerens personlighed går langt ind i materialet, kunstnerens hænder skal først strikke det stof, der derefter skal formes. Strikketraditionen rækker langt bagud og er som regel knyttet til kvinders gøren i verden, og det gør en sådan udstilling særlig, den rækker tilbage i tid og viser frem i tid.

Strikket tages ud af kunsthåndværket og bliver sat ind i kunsten. Udstillingen er unik og original, og det er en skam, det kun er i Paris, at den vises. Der måtte gerne være et museum i Danmark, der tog tråden op.

FACEBOOK

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden