»Hun har pæne trusser på«, siger en af mændene, imens han planter et sort fingeraftryk på fotografiet. »Jeg kan godt lide det, hvor hun sidder på hesten«, griner en anden. Laurel Nakadate siger ingenting. Hun sidder i skrædderstilling på et gulvtæppe i et halvtomt hjem sammen med fire fremmede mænd. Så tæt, at deres knæskaller næsten rører hinanden, imens mændene taler sig varme over de småfrække fotografier. »Lækker røv«. »Jeg kan godt lide hendes hår«. Fotografierne, som sendes fra hånd til hånd, forestiller Laurel Nakadate selv: I trusser og mavebluse på hesteryg, i bikini foran et vandfald, overskrævs på en pickuptruck. Halvnøgen og poserende i pinuppositurer. Billederne tog hun en sommer, hvor hun kørte rundt i det vestlige USA. Besat af ensomme mænd Den amerikanske fotograf og videokunstner bruger og iscenesætter sig selv i sine værker. På fotografier og kornede videooptagelser snor hun sig som en æggende, halvnøgen Lolita, der får enlige og ensomme mænd til at gøre, hvad hun vil have.
Mændene spiller sig selv i hendes værker – ofte i deres egne private hjem – hvor mødet mellem den attraktive unge kvinde og tabermændene sætter fokus på temaerne lyst og længsel, magt og begær igen og igen. »De ensomme mænd er blevet en slags besættelse for mig. Jeg bliver ved med at vende tilbage til dem. Jeg vil vide, hvorfor og hvordan de er endt med at leve alene, og hvad de kan fortælle mig om livet«, siger Laurel Nakadate. En provokerende ulighed Hendes anden besættelse er Lolitaskikkelsen. I den er teenagepigens nyfundne kropslige magt og skønhed kombineret med manglende erfaring. Når Lolita møder de midaldrende mænd i Laurel Nakadates værker, opstår der en provokerende ulighed i situationen.
