Jellingstenene har fået overfrakke på. Og det kan jeg godt forstå, for det er koldt her i december. På kirkegården foran Jelling Kirke står jeg med halstørklædet snoet godt op om halsen og mærker alligevel kong Vinter kravle ind under min frakke.
Solen står lavt og kaster sit sidste lys på danmarkshistoriens mest berømte sten. Den ene er mægtig og tresidet, buler lidt ud på maven, den anden er slank og rank i en mere undselig størrelse. LÆS OGSÅJellingstenene får deres eget glashus Jeg bliver lidt misundelig på dem. De står derinde bag glasruder, og jeg kan af farven på granitbelægningen under dem se, at klimaet er både tørt og rart derinde. Det brummer svagt fra en ventilator, der sørger for, at de har det varmt og godt. Det er stenene og rummet omkring dem, der springer i øjnene. Overdækningen selv er så diskret, at jeg først knap lægger mærke til den. Den ene overdækning er dobbelt så stor som den anden. Syreregn Den lille overdækning peger på den store, som peger på kirken, og kirken ligger og putter sig i kavalergangen mellem Gorm den Gamle og Thyras gravhøje.
