Kunstner hævder at have mistet malerier på Nivaagaard

Strid. Pia Schutzmann savner bl.a. et tegnet portræt af biologen Claus Helweg  Ovesen. På Nivaagaard siger  direktør Michael Bjørn Nellemann: »De omtalte malerier ikke er forsvundet fra museet eller fra en transport derfra«.
Strid. Pia Schutzmann savner bl.a. et tegnet portræt af biologen Claus Helweg Ovesen. På Nivaagaard siger direktør Michael Bjørn Nellemann: »De omtalte malerier ikke er forsvundet fra museet eller fra en transport derfra«.
Lyt til artiklen

Da billedkunstner Pia Schutzmann stod foran sin store retrospektive udstilling 'Gennem tid', der blev vist i første halvdel af 2012 på Nivaagaard Malerisamling, blev hendes værker pakket, registreret og afhentet af firmaet Danish Art Transport by DHL, ligesom samme firma i juni, da udstillingen var ovre, returnerede Pia Schutzmanns værker. Men ind imellem foregik en alternativ transport: En række af Pia Schutzmanns værker, der havde været sendt til museet, men som ikke blev udvalgt blandt de 175, der kom op at hænge, blev sendt retur til kunstneren i begyndelsen af marts. Denne gang i en museumsinspektørs privatbil. Og uden at der kvitteredes for, hvilke værker museet tilbageleverede. Kort efter opdagede Pia Schutzmann, at et maleri med titlen 'Opus 48/02' manglede. Det gjorde hun museet opmærksom på. Diskret bemærkning Udstillingen tiltrak 5.000 gæster og var en publikumssucces. En af gæsterne var dronning Margrethe, som tidligere har siddet model for kunstneren. Under rundvisningen med dronningen var både Pia Schutzmann og museumsdirektør Michael Bjørn Nellemann til stede. Ifølge kunstneren foreslog direktøren diskret, at de to afholdt et møde om det pågældende maleri. LÆS OGSÅDen danske kunstscene vil spise kirsebær med de store Dette møde blev ikke til noget på trods af, at Pia Schutzmann skrev tre breve til museumsdirektøren for at få det i stand. I stedet meddelte direktør Michael Bjørn Nellemann i april i et brev til Pia Schutzmann: »Jeg er helt overbevist om, at der ikke er forsvundet et maleri fra Nivaagaard Malerisamling«.
Bitter strid
Dermed står billedkunstneren og museet i en bitter strid. På den ene side fastholder kunstneren, at maleriet var med blandt de værker, hun sendte til Nivaagaards Malerisamling, og at det er bortkommet i forbindelse med udstillingen. På den anden side fastholder ledelsen på Nivaagard Malerisamling, at intet er bortkommet i deres regi, da »vores bevogtning og vores alarmsystemer er for omfattende«. Det kan man læse af den mail- og brevkorrespondance mellem partnerne, som Politiken har fået adgang til. Korrespondancen begynder i marts og slutter med, at Nordsjællands Politi og Billedkunstnernes Forbund går ind i sagen. Da mener kunstneren, at endnu et af hendes værker er bortkommet i forbindelse med udstillingen. Kan maleriet være overmalet? Sagen mellem Pia Schutzmann og Nivaagaard Malerisamling er kompliceret af, at mange af værkernes fulde titler ikke er udspecificeret på de lister, som transportfirmaet Danish Art Transport by DHL udfærdiger, da det henter værkerne hos kunstneren i januar 2012. Derudover er der ikke udfærdiget lister eller kvitteringer, da museumsinspektøren Birgitte von Folsach returnerer en del af værkerne i sin privatbil. Kunsttransport i privatbil er, ifølge tre andre danske museer, som Politiken har været i kontakt med, ganske uhørt i deres regi. Pia Schutzmann er uforstående over for de forklaringer, som museet giver hende. I brevet fra april foreslår Michael Bjørn Nellemann, at hun selv kan have overmalet det savnede maleri 'Opus 48/02', så det er blevet til 'Opus 78/11' - et maleri, der hænger i udstillingen. Den forklaring falder kunstneren for brystet. »'Opus 48/02' er et maleri, jeg holder meget af, og som jeg aldrig ville ændre på«, siger hun og påpeger, at det i 2010 blev udvalgt til at få en plads i bogen 'Dobbeltportræt' af kunstredaktør ved Berlingske, Torben Weirup.
'Opus 48/02' mangler
Museets ledelse argumenterer i korrespondancen omvendt for, at de 15 malerier, der stod på kunsttransportfirmaets liste med målene 100 gange 75 cm som netop Opus-malerierne, er returneret. Men Pia Schutzmann er ikke enig i regnestykket. Hun har nemlig fået 16 malerier retur med det mål, forklarer hun. Og hun mangler stadig 'Opus 48/02'. Ledelsen på Nivaagaard Malerisamling ønsker ikke at kommentere sagen. Her udtaler museumsdirektør Michael Bjørn Nellemann blot, at »de omtalte malerier ikke er forsvundet fra museet eller fra en transport derfra«, og at man ikke deler Pia Schutzmanns oplevelse af forløbet. I korrespondancen mellem parterne kan man imidlertid se, at museet foreslår flere forklaringer på den uheldige situation. Kan maleriet været byttet ud? Foruden forslaget om, at maleriet kan være malet over, foreslår Michael Bjørn Nellemann, at Pia Schutzmann kan have byttet det savnede maleri ud med et andet i løbet af udstillingsperioden. LÆS OGSÅDa gallerierne overtog Charlottenborg Museet har opfordret hende til at sælge af værkerne, og hun har, lidt atypisk, valgt løbende at bytte de solgte værker ud med andre. Også den forklaring afviser Pia Schutzmann: »Jeg sælger omkring ti meget små billeder. De er fra serier, og jeg bytter dem ud med andre fra samme serie. For at være korrekt lægger jeg en liste over de udskiftede malerier på inspektørens kontor«. Portrættet kan ikke genskabes Da udstillingsperioden er ovre, opdager Pia Schutzmann, at et andet billede - et tegnet portræt af biologen Claus Helweg Ovesen - mangler, forklarer hun. Tegningens titel figurerer, modsat titlen på Opus-billedet, på transportfirmaets liste over værker, de bragte med sig fra kunstneren til museet. Dermed er nu to værker, ifølge kunstneren, forsvundet. Men også den nye anklage afviser Nivaagaard Malerisamling. »Det tegnede portræt, du omtaler, har vi ikke, det har aldrig hængt på udstillingen, og jeg er ikke engang klar over, hvordan det ser ud«, skriver museumsinspektør Birgitte von Folsach i en mail til kunstneren. Pia Schutzmann vælger dernæst at gå til Nordsjællands Politi, der nu bekræfter, at man har oprettet en undersøgelsessag. Værkerne til en værdi af 53.000 kr. er efterlyst. Om det kunstneriske tab, der tegner sig, siger forfatter og kunstredaktør på Berlingske, Torben Weirup: »Det er en stor skam, at de to værker er forsvundet. I Opus-serien kan man argumentere, at der er andre malerier i samme boldgade, men stemningen i tegningen kan ikke genskabes, specielt ikke, når man som Pia Schutzmann arbejder meget intenst, mens den portrætterede person sidder overfor«.
Principiel sag
I Billedkunstnernes Forbund, der repræsenterer Pia Schutzmann, ser man sagen som principiel, først og fremmest fordi kunstneren ikke modtog et udstillingshonorar og kun efter pres fra forbundet fik udbetalt det lovpligtige udstillingsvederlag for få uger siden. »Det er uprofessionelt. Samtidig kan museet ikke dokumentere, hvilke værker det har haft, og hvilke det sender retur«, siger forbundets jurist Klaus Pedersen, der mener, at der er grundlag for at føre en erstatningssag. Det er imidlertid ikke, hvad Pia Schutzmann ønsker. »Jeg ville bare gerne have mine billeder igen«, siger kunstneren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her