Enhver fransk landsby med respekt for sig selv har et marked en gang om ugen. Her mødes man, får en snak med naboen og med de handlende. Man ved, hvem der har de bedste gedeoste og de største auberginer. Gennem generationer har det stået på, år efter år, uge efter uge. På samme plads i byen handlede både bedstemor og oldemor. Det er kultur. Kultur er, når mennesker mødes – om det, de har tilfælles, og det, de holder af. Kultur er også gentagelse. Gentagelse behøver ikke at være noget mekanisk, der sløver og kvæler. Den tryghed og genkendelse, som skabes gennem gentagelse, kan danne grobund for nye tanker og få vækster til at gro frem. Gennem hundrede år er der opstået en kultur omkring en del af billedkunsten i Danmark, hvor kunstnergrupper én gang om året viser deres værker for publikum. Her kan man følge kunstnernes langsomme udvikling over år. Det er ikke nødvendigvis de store udsving eller overraskelser fra gang til gang. Det er heller ikke det, der er det væsentlige her. Her er det gensyn og udveksling over et langt forløb, små skridt – og undertiden lige pludselig store og overraskende, som er berigende både for kunstnerne og for publikum. Under ferniseringen får man en sludder med kunstneren og møder andre, som også kan lide billedkunst. Bevidstheden om den årlige ophængning giver kunstneren en tryghed, der er vigtig for i fred og ro at kunne fordybe sig i sit arbejde. Hvad der kommer op at hænge på væggene, er helt kunstnerens egen beslutning. Her er der plads til at lytte til ens inderste stemme og kun følge den. Her behøver man ikke at høre – som jeg engang oplevede en kunsthandler sige – »Put lidt blåt i dine billeder, Pia, det sælger så godt. Jeg elsker bissinis«. For de fleste er det en ensom affære at skabe billedkunst. Derfor er ophængningsdagene af stor betydning og inspiration. Man mærker en glæde ved endnu en gang at være sammen med de andre kunstnere. Mødet er også afslutningen på en periode. Helt nøgen, ansigt til ansigt med sig selv står man over for sine kammerater. Vi følger hinandens arbejder. Hvad der er sket i det forløbne år? Selve ophængningen af billederne og placeringen af skulpturerne er som at skabe et nyt stort fælles maleri. Selv om vi på Koloristerne, som jeg har været medlem af i mange år, har et ophængningsudvalg, så er vi alle sammen med og deltager i overvejelserne om, hvem der skal hænge hvor, og hvordan billederne skal ses i forhold til hinanden. På Koloristernes to ferniseringsdage var der i år en opstemt og engageret stemning mellem publikum og kunstnere, som jeg næsten aldrig før har oplevet det. Det var, som om man stiltiende havde besluttet ikke at lade sig påvirke af de rystelser, som sammenslutningerne for tiden er udsat for. At mærke publikums engagement er i den grad en støtte, der varmer og giver håb. Da jeg for et år siden hørte, at sammenslutningerne på Charlottenborg ikke længere kunne vise deres værker der, rystede det mig. Hvad var det, der var ved at ske? Omkring 180 billedkunstnere i alle aldre blev med ét hug fejet af bordet. De mistede muligheden for at udstille og dermed muligheden for at få mad i munden. Uforståeligt og brutalt var det. Hvis det samme var overgået alle andre fag i samfundet, ville der have rejst sig et ramaskrig. Skal en sammenslutning nedlægges, bør det være kunstnernes egen beslutning, den dag tiden er moden til det. Det er sket i tidens løb, at kunstnersammenslutninger har opløst sig selv. Sammenslutningerne er i virkeligheden kun en lille del af dansk kunstliv. Derfor er den hetz, der for tiden er mod dem, påfaldende og ude af proportion. På Charlottenborg drejede det sig om fire sammenslutninger, tilsammen ca. 180 kunstnere, der kun optog fire ud af 12 måneders udstillingsperiode. I de resterende otte måneder ville der således være frit slag for alle andre udstillingsformer. Tilsammen havde de fire sammenslutninger på Charlottenborg et samlet besøgstal på 40.000. På den Frie er vi også fire sammenslutninger, i alt 111 kunstnere, som ligeledes beslaglægger fire ud af tolv måneder af året. Vores besøgstal er steget fra 12.781 i 2005 til 23.614 i 2007. For at bevare et levende og alsidigt kunstliv er sammenslutningerne et vigtigt supplement til de kuraterede udstillinger. Derfor er det en meget stor fejl at prøve at kvæle dem. Sammenslutningerne bringer en kulturarv med sig, som det offentlige system bør medvirke til at bevare. Det kunne lige så godt have været mig selv, der var røget i svinget, hvis jeg ikke tilfældigvis havde været medlem af Koloristerne, som udstiller på Den Frie. Derfor besluttede jeg mig for at deltage i ’besættelsen’ af Charlottenborg. Jeg ankom med min dyne og min tandbørste. På et tidspunkt midt om natten vandrede jeg i tusmørket i natkjole gennem Charlottenborgs sale. Stilheden, der fyldte rummene i den store bygning, blev kun afbrudt af sagte grynt og stille snorken fra mine malerkolleger, der lå som sommerfuglelarver i deres soveposer langs væggene. Jeg vidste, at dette skulle jeg kun opleve denne ene gang i mit liv. Det, der overraskede mig mest, var efterfølgende at læse journalisternes beskrivelse af aktionen. Der blev skabt et fuldstændigt fordrejet billede af disse »grådige, gråhårede, gamle fordrukne malere, der åd og drak i det uendelige«. Sent på aftenen, efter at der var blevet afholdt et møde, hvor folk kunne udtale sig til pressen, blev der godt nok serveret nogle enkle stykker mad. Jeg studsede dengang over, at vi blev fotograferet på kryds og tværs, mens vi sad og spiste, men jeg så ingen, der var fulde. Her et år efter, 13. januar, forsættes der i Politiken. Nu er det blevet til, at vi indtog »400 flødeboller og 150 flasker rødvin og et uspecificeret antal højtbelagt smørrebrød«. Jeg ser for mig 400 flødeboller. De måtte kunne fylde en hel sal på Charlottenborg – måske blive begyndelsen til en ny installation. Hvad vi spiste, og hvad vi drak, har imidlertid ikke noget med situationen på Charlottenborg at gøre. Hvorfor latterliggør man ældre kunstnere og siger, »I er gamle, I er fulde, I spiser for meget, I skal ud«? Et sted var overskriften ’Snothvalpe på mimrekort’. Det lyder ikke rart. Man siger, at kunstnersammenslutningerne er en samling gamlinge. På Koloristerne f.eks. repræsenterer vi mange aldre. I år var vi mellem 27 og 91 år. Hvert år udstiller nye unge gæster, som senere måske bliver faste medlemmer. Sådan kommer der hele tiden nyt blod til gruppen. Man bliver ikke nødvendigvis en dårligere kunstner med alderen. Kunstnere kan arbejde lige til det sidste. Den erfaring, som et langt liv giver, er en ballast. Måske er man fysisk skrøbelig, men man ved, hvad man vil. At stivne har ikke noget med alder at gøre. Hvad mit eget arbejde angår, mærker jeg imidlertid tydeligt, at den indsigt, som de mange år har givet mig i at aflæse min omverden, giver mine portrætter en dimension, som jeg ikke havde, da jeg var ung. I dag kan alle på lige fod søge om at udstille på Charlottenborg. Der er dog et problem. Bo Nilsson, som er direktør, har nemlig den dobbeltrolle, at han både skal tage stilling til ansøgninger og arrangere sine egne udstillinger. Er det svaghed eller styrke, når man udrydder andre for selv at komme frem og få opmærksomhed? Den første udstilling på Kunsthal Charlottenborg hedder ’Danskjävlar – en svensk kærlighedserklæring’. Kun et meget stort ego har kunnet opfinde den titel. Er det så væsentligt, at en svensker kan lide dansk billedkunst? Ikke mindst i lyset af, at herren samtidig udrydder en del af kunstlivet, som betyder noget for mange danskere. 24. december sidste år står der i Politiken, at Kunsthal Charlottenborg nu ikke længere huser kunstnersammenslutningernes »salgsmesse«. At publikum kan købe et billede på en udstilling, ser jeg nu ikke noget suspekt i. Hvad vil man have, at kunstnerne skal leve af, hvis ikke de kunne sælge deres billeder på en udstilling? En kunstnersammenslutning er et levende sted, hvor folk blandt andet kan udtrykke deres glæde ved at få et billede, de kan lide, med hjem. Styrkeforholdet mellem gallerister og kunstnere er i dag ekstremt ulige, idet en kunsthandler kan vise en ny kunstner én gang om måneden og dermed modtage 50-60 procent af 11-12 udstillinger på ét år, mens det tager en kunstner mindst omkring ét til to år at frembringe billeder nok til én separatudstilling. Hvad er der så tilbage for kunstneren at leve for? Hvis andre mennesker skulle lægge 50 procent af deres løn for blot at have et arbejde! Der er penge i kunst i disse år. Derfor er der opstået mange nye gallerier i Danmark de sidste ti år. Hvem er det, der i virkeligheden betaler de dyre huslejer i Bredgade? »Hos Bruun Rasmussen opnås markedets højeste priser«, læser man i annoncen, der efterlyser billeder af nye unge kunstnere til auktionen. Det er kunstnerne, der trækker læsset. Nogle gallerier er ikke glade for sammenslutningerne, fordi det er kunstnernes egen udstilling, og de mister en indtjeningsmulighed. Når der står i Politiken, at Kunsthal Charlottenborg ingen salgsmesse er, så passer det ikke helt. Ved næsten alle kunstnernes navneskilte på udstillingen ’Danskjävler – en svensk kærlighedserklæring’, står ’Courtesy’ – og så navnet på et galleri. ’Courtesy’ er engelsk og betyder ’Venligst udlånt af Galleri ……. ’. Kunstværkerne tilhører altså ikke nødvendigvis kunstnerne selv, men deres gallerier. Folk ved nu, hvor de skal henvende sig, hvis de vil købe noget af den pågældende kunstner. På den måde er Kunsthal Charlottenborg indirekte blevet galleriernes udstillingsvindue, og således har gallerierne fortrængt sammenslutningerne. Det er nyt.