Michael Ancher havde været vældig syg, muligvis af en blodprop.
Den 48-årige kunstner var stadig sengeliggende i sit hus på Skagen og fandt det besværligt at skrive, men noget nagede ham voldsomt. En decemberdag i 1897 greb han fat om pennen for at gå til bekendelse over for sin ven P.S. Krøyer, der befandt sig i København. »Der var en Ting der trykkede mig, som jeg ikke fik sagt til Dig i Sommer. Den ene Gang jeg var oppe og vilde sige det var Du ikke hjemme og siden glemte jeg det ufravigelig, hver Gang jeg saa Dig.Du husker, jeg laante det lille Studie med Anna og Marie paa Stranden for at sammenholde det med et af mine Damebilleder. Da jeg kom hjem i Sommer, før Du kom fik jeg en Regnsveirsdag stor Lyst til at copiere det og gjorde det da ogsaa, idet jeg synes det var morsomt at have paa Væggen.Syntes Du ikke om det, kunde jeg jo altid brænde det«.
