Når man står der i Paris og betragter kineseren Yue Minjuns smilende ansigter, kan man godt ærgre sig en smule over, at man ikke slog til dengang i 2001 i Shanghai, hvor et af hans malerier var til salg og til at betale for en almindelig løn.
Dengang overvejede jeg, om jeg skulle slå til og få maleriet fløjet hjem, men tanken om at rive feriebudgettet i stykker var alligevel for vild. Bad luck! Motivets gentagelse Siden er Yue Minjun nemlig vokset til at blive en af Folkerepublikken Kinas mest ombejlede og dyreste kunstnere, og på trods af at han stort set altid maler det samme motiv – en storsmilende mand – har hans værker ingenlunde tabt hverken kritikernes eller markedets interesse. Fondation Cartier i Paris har derfor gjort intet mindre end et scoop ved at fylde hele den fantastiske arkitekttegnede bygning med en lang række af Yues bedste malerier, tryk og tegninger. I stueetagen fylder maleri efter maleri de enorme vægge. De fleste er 3-4 meter høje og flere meter brede, og man bliver nødt til at træde tilbage for at samle maleriernes fulde indtryk. I kælderetagen hænger mindre malerier, dog stadig både meterhøje og -brede, sammen med skitser, tegninger og tryk.




























