Goddag, Jarl Friis-Mikkelsen. Jeg håber, du er lidt forberedt på vores samtale – også selv om det vist er nogle dage siden, selve aftalen om denne samtale blev indgået. »Lige nu undrer mig egentlig mest, at Djævlens Advokat har en så rund og behagelig stemme«. Det har jeg altid. Det kan bare ikke se på tryk – heldigvis. Men den behagelige stemmeføring er også en del af tricket. »Ja, forførerens kunst af Søren Kierkegaard. Man skal altid vide, hvor man kan hakke sit næb ned ... Er du der?«. Ja, men jeg er lidt forbløffet over, at du foregriber begivenhedernes gang. »Jamen, jeg lever jo af at vide, hvad folk vil sige, før de har sagt det«. Jeg var bange for, at du havde tænkt dig at leve af at male. »Det har jeg ikke tænkt mig. Men jeg har da altid drømt om at sidde i et lille hus i Sydspanien med en pensel langt fra rudekuverter og den slags. Det er den ypperste form for frihed, jeg kan forestille mig. Jeg er bare bange for, at mit talent ikke rækker«. Når man beskæftiger sig med kunstmalere, vil man godt placere dem i en tradition. Hvilke mestre arbejder du i forlængelse af: Anne Linnet, Johnny Madsen eller Thomas Eje? »Det er nok mest Leonard Cohen«. Altså stadig i kategorien: kendte mennesker, der maler, fordi de keder sig og tror, de er gode til noget andet end det, de er kendt for at være gode til. »Du glemmer, at selve det at kede sig er den bedste katalysator for at gøre livet bedre for én selv. Livet er kort. Så frem for at stirre på mugpletter i rabarbergrøden kan du jo lave noget, der udfordrer dig selv«. Hvordan går det egentlig med din søde datter, Isabel? »Det går dejligt. Hun er i Los Angeles«. Ah, skønt. Men folk, der er kendte for at være gode til én ting ... »Hvorfor må man kun være god til én ting, egentlig?«. I dit tilfælde er det jo lidt problematisk. Mange kan nemlig ikke huske, hvad det var, du var god til. »Jeg er ret god til at få min tilværelse til at blive sprudlende, uanset hvor kedsommelig den er«. Du kan godt se det, ikke? Kendte mennesker, der laver malerier. Det minder ret meget om de der fodmalere, der plagede folk med deres breve med opfordringer om at købe deres malerier. Udelukkende fordi de var malet med foden af folk uden hænder. »Det handikap har jeg ikke. Men det gør det jo kun endnu værre: Mine billeder bliver på den måde dobbelt så rædselsfulde«. Hvordan går det egentlig med din søde datter, Isabel? »Hvor kender du hende fra?«. Ja, ja ... Jeg har lagt mærke til, at du også har nogle flotte lange ben. Hvor høj er du egentlig, Jarl Friis-Mikkelsen? »190«. Hvordan gik det egentlig med de 30.000, du fik i manuskriptstøtte til en film, du påstod var Buñuel-påvirket, om en midaldrende skuespiller, der havde sprunget sin barndom over? »Morten Grunwald, der var filmkonsulent dengang, ville ikke lave den«. Benny fra Olsen-banden ville ikke lave Jarl Friis-Mikkelsens filmen ’Skyggen af en mand’? »’Silhuetter af en mand’, hed den«. Nå ja, det er jo det samme. »Men det lyder flottere«. Nu hedder du jo Jarl. Hvad sker der egentlig for det? Havde dine forældre storhedsvanvid? »Min mor var nordmand. Det er vist der, den ligger. Jeg fik det navn som en straf, tror jeg. Jeg er kun blevet drillet med det. Det har været mit kors her i livet, at jeg skulle bære det navn«. Det er første gang, jeg hører, du bliver lidt stram i mælet. Selv om jeg har siddet og svinet dig til for alt muligt. Det er godt, man ikke kan se det på tryk. Men hvordan har du det egentlig nu? I mange år var du legemliggørelsen af PB Actions VIP-liste. Altså, hvis Jarlen begyndte at hilse på én, så vidste man, at man var blevet en kendt person«. »Problemet er bare, at jeg altid har været kendt for noget ...«. Og så vidste folk, at de var kendte nok, hvis du begyndte at hilse på dem. »Jeg har selv engang hilst på Hr. Møller. Det var nærmest det, der fik mig til at male«. Der var selvfølgelig også nogle kvinder, du hilste på, bare fordi de var lækre. »Jo jo. Jeg har da hilst på Lise Nørgaard mange gange«. Hvordan går det egentlig med din søde datter, Isabel? »Hun er jo fløjet fra reden. Hun er en rigtig glad pige, der har fået den rigtige ballast hjemmefra. Hun ved, at hun ikke skal omgås stand-up-komikere og den slags folk«. Skidegodt. I betragtning af at du er akademiker, er du jo lidt af et unikum, Jarl Friis-Mikkelsen. Ikke mange med en magistergrad har omgivet sig med så meget idioti og plathed, pop og pladder som du. »Min læge forsøgte at stille diagnose på mig, da jeg som det første efter at være blevet kandidat gik ud og lavede ’Walter og Carlo’. Det er bevis for, at jeg aldrig nogensinde har været i stand til at forvalte mine pund«. Nu har du så allieret dig med galleriet Permild & Rosengreen? »Ja«. Der er sgu langt til Susanne Ottesen og Galleri V1, Jarl Friis-Mikkelsen. »Jo, præcis«. Hvordan går det med din søde datter, Isabel, egentlig? »Det går dejligt. Hun ligner sin far«. Skønt. Fri som et forår, som man siger. »Ja«.