Han er en stor mand, ikke kun på den danske kunstscene, det er han faktisk også i virkeligheden. Michael Kvium fylder hele døråbningen, da han byder os indenfor i sit store atelier på Ydre Nørrebro.
Fra alle hjørner skuler krumme, blege, intetkønnede væsner fra deres ofte dystre, ensfarvede billedlærreder, som er kendetegnende for malerens mangeårige kunstneriske virke. Kunstneren, der gang på gang har forarget sit publikum med uhyggelige og provokerende eksistenser, ja, til tider skabt raseriagtige tilstande blandt tilskuerskaren, er i den grad sin rolle som kunstner og provokatør bevidst: »Det dejlige ved kunst er, at det er absolut frivilligt, derfor kan man tillade sig at gå rimelig langt, ja, man kan tillade sig at gå lige så langt, man vil. Det er meget svært at blive rasende på en kunstner, det jeg har aldrig forstået, at nogen gør. Man kan jo bare vende ryggen til, så er det der ikke. Men når jeg nu taler om den frie kunst, så mener jeg det virkelig alvorligt!«, siger han. Samme frisure som sine malerier Et stort smil breder sig i det karismatiske ansigt. Han har samme frisure som mange af figurerne i hans malerier. Skægstubbene har fået lov at stå et døgns tid. Og håret har stort set samme længde. Michael Kvium sætter i sin kunst spørgsmålstegn ved menneskehedens bagsider og blinde vinkler.
