0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Louisiana-aktuel mestermaler »Jeg var talentløs, da jeg gik på kunstskole«

Jeg kan stadig ikke male en hest, siger Anselm Kiefter.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Man bliver aldrig en bedre maler. Van Gogh opdagede, hvad han var i stand til. Men han blev højst en lidt bedre maler«, mener Kiefer. Foto: Alex Grimm/Reuters

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Var det ikke for sandalerne, kunne man sagtens forveksle ham med en bedemand.

Sort lige fra sokkerne og op til den kasket, han tager på i den stride vind, selv om der kun er nogle få skridt fra Louisianas cafeteria til direktørkontoret, hvor interviewet skal foregå. De sandaler giver på en eller anden måde hans dysterhed et sært pift af sol og saftevand.

Men selvfølgelig er de også sorte, sandalerne. Anselm Kiefer er en mand, der fører en linje konsekvent igennem.

Hans lige så sortklædte kone går med ind på kontoret og sætter sig lidt væk med ryggen til, så det ikke ser ud, som om hun lytter.

Hele endevæggen er af glas. Og glasset er det eneste, der skiller os fra et uvant bidsk Øresund. Det ligner brændingen i Kiefers store maleri ’Antændelse’. Bortset fra, at brændingen i det billede er sort og anbragt i et blytungt kosmos.

Dumt spørgsmål
Anselm Kiefer virker uoplagt og smågnaven. Jeg har fået at vide, at han er dødtræt af at tale om sine billeder.

Men hvad skal vi så tale om?

Jeg prøver at fedte for ham ved at spørge, om det ikke kan blive for meget med alle de ord og teorier, som alle mulige kunsthistorikere og kunstskribenter hele tiden sovser hans værk ind i. Kan det ikke kvæle den umiddelbare oplevelse?

Nu ser han for alvor træt ud.

»Nej. Det er godt at have det intellektuelle med«, siger han så. »Selvfølgelig behøver du ikke at have læst en hel masse for at se på et billede, men et kunstværk består af følelse, intellekt og vilje. Det er bedst, når alle tre ting er der«.

Farve og intuition
At dømme efter hans ansigtsudtryk var det cirka det mest trivielle spørgsmål, jeg kunne stille. Og jeg bliver ved:

Har du tænkt billedet helt igennem, når du går i gang med at male?

»Slet ikke. Det begynder med et bestemt materiale eller med en farve. Og med intuition. På et tidspunkt standser jeg så op og reflekterer og træffer en intellektuel afgørelse«, siger Anselm Kiefer.

Jeg bladrer en anelse febrilsk i kataloget til den store Kiefer-udstilling, der befinder i den anden ende af Louisiana, og slår ned på et helt nyt maleri, som hedder ’Den sovende i dalen’.