Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gesamtkunstværk. Maleren Asger Jorn fik sine ideer om kunst, arkitektur og natur til at smelte sammen i sit hus i den lille italienske by Albisola.
Foto: Polfoto (arkiv)

Gesamtkunstværk. Maleren Asger Jorn fik sine ideer om kunst, arkitektur og natur til at smelte sammen i sit hus i den lille italienske by Albisola.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu åbner Asger Jorns hus i Italien - eller gør det?

Managementkonsulent forsøger at bruge Jorn til at promovere sig selv.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Her den anden dag hørte jeg, at man har indrettet Asger Jorns hus i Italien som museum, og at det skal åbnes for offentligheden om ganske få dage.

Det var en ven, der fortalte det, han skulle selv ned til den stort anlagte åbningsceremoni.

Det lød som en af de historier, der var lige til at stoppe i inderlommen og tage med ind på avisen, hvor den så kunne foldes ud som en rap lille nyhed: ’Casa Jorn åbner som museum’.

Men da jeg begyndte at tjekke oplysningen, indså jeg, at der var noget mystisk ved sagen.

Det virkede, som om nogen prøvede at bruge Jorn, en af landets få verdensberømte kunstnere, til formål, der ikke havde noget videre med kunst at gøre. Der lå også en del raseri og ulmede under overfladen, fandt jeg ud af. Historien var med andre ord mere indviklet, end jeg havde regnet med.

Skaber opmærksomhed Lad mig tage det fra en ende af.

Først googler jeg mig ind på en hjemmeside, der tilhører Foreningen Asger J’s Venner. Her står, at der ganske rigtigt er »officiel indvielse af Jorns hus i Albisola« 21. september med deltagelse af den lokale borgmester, den danske ambassadør i Rom plus andre danske notabiliteter.

Jeg ringer til Peter Linder, der er formand for Asger J’s Venner. Han bekræfter, som det oplyses på hjemmesiden, at foreningen står for åbningsarrangementet sammen med Albisolas byråd:

»Det er Albisola kommune, der har fået det op at stå, men de har ikke midler til at markedsføre det, så ...«.

Så det er her, han kommer ind i billedet, forstår jeg på Peter Linder. Han kan skabe opmærksomhed. Og det har han – finder jeg senere ud af – på sin vis ret i.

Et kunstværk i bjergene
Selve sagen fejler ikke noget.

Asger Jorns hus i badebyen Albisola på den italienske riviera er, som Peter Linder siger, »et eventyrhus, nærmest en skulptur«.

Da Jorn købte huset i 1957, var det en ruin i et 5.000 kvadratmeter stort vildnis af en have. Men ruinen lå på bjergsiden, højt hævet over det gamle pottemagermekka Albisola og havde en forbløffende udsigt over Middelhavet.

Jorns ven, mureren Umberto Gambetta, fik sat huset nogenlunde i stand, så kunstneren kunne flytte ind med sin familie. Umberto og hans kone Teresa flyttede også ind og passede ejendommen, når Jorn flakkede rundt i verden.

Jorn og Umberto anlagde gange af mosaik, der slyngede sig gennem haven.

De murede glas og potteskår ind i husets ydervægge, byggede en udendørsovn af sorte og hvide strandsten og anbragte Jorns små skulpturer overalt i blomsterbedene. Indenfor malede Jorn direkte på væggene eller murede relieffer op på dem. Han virkeliggjorde sin forestilling om et levende hus.

Og han havde nogle af sine mest produktive år i den lille by på kysten vest for Genova. For eksempel var det her, han skabte det 3 gange 27 meter store keramiske relief til Aarhus Statsgymnasium.

Få uger før sin død i 1973 testamenterede Jorn huset til Albisola kommune med ønsket om, at det skulle indrettes som museum og kunstnerbolig. En betingelse var, at Umberto og Teresa skulle have lov at blive boende, så længe de levede.

Teresa døde i 1998 og Umberto året efter. Allerede på det tidspunkt var huset temmelig forfaldent. Siden blev det værre. Og kommunen havde ikke råd til at holde det ved lige. Forbindelsen til Læsø


Asger Jorn havde også et atelier på Læsø, og det var derfor, Peter Linder blev opmærksom på cobramaleren.

For fem år siden blev atelieret sat til salg, og Linder købte det sammen med galleristen Tom Christoffersen.

»Vi er svogre«, forklarer Peter Linder i telefonen fra Hellerup, hvor han, som han siger, sidder i sit domicil og beskæftiger sig med »noget helt andet end kunst«. Han har firmaet Causa Consulting.

»Jeg har en passion for kunst. Men jeg er ikke Jorn-kyndig. Jeg sidder hver dag og ansætter topledere inden for dansk erhvervsliv ... Og jeg går altid efter gennemslagskraft og viljestyrke. Ord siger så lidt. Det afgørende er, hvad man udretter. Og det, jeg faldt for ved Jorn, var simpelthen hans gennemslagskraft. Der er ikke det, den mand ikke har lavet!«.

Han og Tom Christoffersen satte atelieret på Læsø i stand og indrettede det som refugium for kunstnere. I modsætning til huset i Albisola er Læsø-huset ikke offentligt tilgængeligt. Det var svogeren, der gjorde Linder opmærksom på, at Asger Jorn også havde et hus i Italien. De rejste sammen ned for at se det.

»Jeg snakker med viceborgmesteren og finder ud af, at de er meget stolte af Jorns hus, men at de ikke har muligheden for at løfte det op på det nødvendige niveau. Derfor ville de blive meget glade, hvis jeg kunne lave en forening, som kunne være deres stemme i Norden og være med til at booste museet«.

Venskabsbyer
Bystyret i Albisola var på det tidspunkt godt i gang med at renovere Jorns hus, for penge fra EU.

Men de havde altså ikke styr på markedsføringen, hvis jeg forstår Peter Linder ret.

Han dannede Foreningen Asger J’s Venner, der havde til formål at ’kickstarte’ relationer mellem Læsø og Albisola.

De to kommuner er på Linders foranledning blevet venskabsbyer. Og nu er han så i gang med at reklamere for åbningsceremonien på museet, hvor der vil deltage en delegation fra Læsø, fortæller han.

»De har også én med fra fiskeindustrien. Læsø eksporterer jo for 351 millioner jomfruhummere til Norditalien«.

»Så Asger Jorn – den rødglødende kommunist – er også en slags rambuk for et erhvervsfremstød«, spørger jeg.

»Ja, ... men nu skal man passe på«, smågriner Linder. »Jorn ville jo ikke puttes ned i nogen kasser, men ...«. Balladen om Jorn-legatet


Jeg lægger røret på og googler 'Jorn' og 'Linder'.

Det viser sig, at Linder ikke nøjedes med at købe sig ind i Asger Jorns hus på Læsø, han lod også sit firma, Causa Consulting, oprette et kunstnerlegat sammen med Læsø Kommune. Legatet hed Jorn-Læsø Legatet og bestod af 50.000 kroner plus et uforstyrret sommerophold i Jorns nyrestaurerede Læsø-atelier.

En kompetent sammensat komité med blandt andre Mikkel Bogh, rektor på Kunstakademiet i København, og Jacob Thage, direktør for Museum Jorn i Silkeborg, skulle vælge legatmodtagerne. Og i 2010 valgte de den første.

Det var en kunstner, som netop var færdiguddannet, og hun blev i sagens natur både beæret og begejstret, i det mindste indtil Peter Linder begyndte at foreslå hende ting, som ikke rigtig havde noget med legatet at gøre.

Linder ville blandt andet have hende til at vise sine billeder ved et julearrangement på Causa Consulting. Og han fik uden at spørge hængt nogle af hendes værker op på en fiskerestaurant på Læsø, som havde skudt penge i legatet. Kunstneren blev også bedt om at stille op til et indslag i TV 2/Nord.

»Da vi skulle optage filmen, ville de hele tiden have mig til at sige, hvor taknemmelig jeg var for, at Peter Linder havde givet mig den her mulighed, at han havde gjort mig til en stjerne«, sagde hun til dagbladet Information.

Dårlig smag i munden
Legatmodtageren følte, at mødet med Peter Linder var uværdigt, ydmygende og stressende.

Og hun trak sig fra samarbejdet med ham inden det planlagte sommerophold i Jorns hus på Læsø.

LÆS MERE

Kunstakademiets rektor bakkede også ud, da han hørte om kunstnerens oplevelser.

»Når det ender med at være en markedsføring af et privat firma med kunsten som figenblad, så giver det mig dårlig smag i munden«, udtalte Mikkel Bogh.

Museum Jorn og Det Jyske Kunstakademi fulgtes med Bogh ud af legatkomiteen. Og så nedlagde Læsø Kommune legatet. Men så kom der mail fra Albisola


Nå, men den gamle historie behøver jo ikke at have noget med Jorns hus i Albisola at gøre eller med Foreningen Asger J's Venner for den sags skyld.

Men jeg spekulerer over, hvorfor bystyret i Albisola beder en lille og – ifølge Peter Linder selv – ikke videre kunstkyndig forening om at være »deres stemme i Norden«. Ville det ikke være mere naturligt at samarbejde med Museum Jorn, hvor den største Jorn-ekspertise holder til?

Jeg ringer til Jacob Thage, direktøren på Museum Jorn, og siger til ham, at jeg er forvirret over hvilken rolle, Asger J's Venners spiller.

»Jeg er også lidt forvirret«, siger han. »Men det står selvfølgelig alle frit for at lave en forening ...«.

Jacob Thage har ikke været Jorn-direktør så længe, så han kan ikke svare på, hvorfor museet ikke er gået mere aktivt ind i sagen om 'Casa Jorn' i Albisola, som i årtier stod og sank mere og mere sammen i knæene. Han erkender, at huset i de italienske bjerge er en vigtig del af historien om Asger Jorn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men så skal du vel også derned, når huset åbner som museum om et par dage?«.

»Da jeg fik invitationen i foråret, tænkte jeg, at jeg ville deltage ...«, begynder Jacob Thage.

»Og for et par uger siden skyndte jeg mig at købe en billet, da jeg så, de var ved at blive rigtig dyre. Men dagen efter fik jeg en mail fra min kontakt i kommunen dernede ...«.

Jeg fornemmer, at Jacob Thage taster på sin computer for at finde den mail frem. Imens siger han:

»Jeg fik til min store overraskelse at vide, at der slet ikke er nogen officiel indvielse her på lørdag ...«.

Hvad er det så, der foregår?
»Hvad mener du med, at der ikke er nogen indvielse?«.

Jeg sender en tanke til den danske ambassadør i Rom og de fine folk fra Kulturstyrelsen og Det Kongelige Bibliotek, som har købt billet og regner med at skulle ned og være med til at klippe en snor over. Og høre sigøjnermusik.

»Kommunen har udsat åbningen til foråret, fordi man ikke er færdig med restaureringen«, siger Jacob Thage. »Det eneste, der foregår på lørdag, er et privat arrangement for Foreningen Asger J's Venner ...«.

»Gad vide, hvordan det hele så hænger sammen ... Det kunne godt lyde, som om Jorn mest af alt skal bruges til at sælge nogle flere jomfruhummere?«.

»Den tanke kunne man godt få ...«, erkender museumsdirektøren. »Men jeg kan nu ikke have noget imod, at der er et element af business i det«.

Selv har han droppet tanken om at deltage. Han vil vente, til kommunen får arrangeret den rigtige, den officielle åbning til forår.

Inden jeg vender tilbage til Peter Linder, vil jeg gerne tale lidt med hans svoger Tom Christoffersen, der driver et kunstgalleri i det indre København. Jeg tænker, at de to må være tæt forbundet og hinandens fortrolige, når de både er i familie og sammen ejer Asger Jorns atelier på Læsø. Den rasende ekssvoger


»Hej, jeg har talt med din svoger, Peter Linder, om Jorns huse på Læsø og i Albisola, og ...«.

Jeg når ikke længere, før Tom Christoffersen bryder ind:

»Han er blevet separeret fra min søster for et par måneder siden, men ja, ... min svoger«.

»Har du en idé om, hvad formålet er med Peter Linders engagement i alt det her?«.

Jeg er raget uklar med formanden for Asger J's Venner



»Den er virkelig styg«, udbryder galleristen. Så fortæller han i høj fart hele historien om det fælles huskøb på Læsø og det famøse Jorn-legat, som han selv nægtede at være en del af.

»Manden går amok i noget, der handler om ham selv, og jeg må lægge helt afstand til ham. Alle tog afstand fra ham ... Han har det her konsulentfirma, som går rigtig dårligt, og så ser han, at han kan komme i avisen med Asger Jorn ...«.

Stort minus på bundlinjen
Tom Christoffersen tror, at det egentlige formål med Foreningen Asger J's Venner er det samme som med Læsø-huset og det kuldsejlede legat: at promovere Peter Linder og Causa Consulting.

Et kig på firmaets regnskab for de seneste tre år viser da også, at det godt kunne bruge en livgivende eliksir. Stort minus på bundlinjen og en støt skrumpende egenkapital.

»Det her handler om, hvordan man agerer omkring Jorns navn«, siger Tom Christoffersen og går videre:

»Jeg troede, Peter Linder bare ville have sommerhus sammen med mig på Læsø, og så vælter han sig ind i kunstverdenen. Men hvis jeg skal have hug for noget i den kunstverden, så skal det fandeme være for nogle fejl, jeg selv laver«.



»Har du ikke overvejet at sælge huset på Læsø?«.

»Jo, jo, jo, men du ved, det er en perle, det er et fantastisk sted ...«. Kunst og det kommercielle


Jorn-atelieret på Læsø er så fantastisk, at selveste dronningen gerne ville lægge vejen forbi, da hun for et par uger siden besøgte øen.

Jeg modtager et tip om, at Peter Linder var lige ved at forpurre det kongelige visit. Den slags tip er man nødt til at følge op på.

Jeg får Læsøs borgmester, Thomas Wrichsberg Olsen, i røret og lægger ud med at spørge, om han skal ned til arrangementet i Albisola på lørdag? »NEJ!«, lyder svaret.

»Det er af personlige årsager. Jeg er raget uklar med formanden for Asger J's Venner ... Peter Linder. Men vi vil blive administrativt repræsenteret dernede«.

»Det er jo ellers Peter Linder, der har sørget for, at I er blevet venskabskommune med Albisola?«.

»Ja, og det er et fint initiativ. Jeg vil på ingen måde stå i vejen for et kulturelt samarbejde. Jeg håber også, der kan være en eller anden kommerciel turismestrategi i det«, siger borgmesteren.

»Er der allerede gang i noget kommercielt?«.

»Fiskeindustrien har været lidt inde over, jomfruhummere ... Men man skal passe på med at blande det kunstneriske sammen med det kommercielle. Vi har brændt fingrene et par gange ...«.

»Tænker du på det med Jorn-legatet?«.

»Ja, hæ, hæ ... det var vi også involveret i«.

»Var det for resten i forbindelse med dronningens besøg, at du ragede uklar med Peter Linder?«.

»Ja, ... hvordan vidste du det?«.

Dronningen på Læsø
Jeg fortæller, hvad jeg har hørt: At Peter Linder nægtede dronningen adgang til Jorns hus, medmindre hun ville lade sig fotografere, mens forfatteren Lars Morell overrakte hende sin bog om Jorn og Læsø, som Foreningen Asger J's Venner har udgivet.

Thomas Wrichsberg Olsen bekræfter og siger:

»Vi er en lille kommune, og det er et stort setup med sådan et regentparbesøg, så har jeg ikke brug for sådan én, der om aftenen sender mig en mail om, at dronningen næste dag ikke bliver inviteret ind i huset ...«, siger Thomas Wrichsberg Olsen.

»Der kan du eddermame tro, jeg brændte af! Da råbte jeg meget, meget højt. Sådan nogle folk kan jeg ikke samarbejde med, det er useriøst«.

Borgmesterens raserianfald virkede. Linder pakkede sit ultimatum væk, og dronningen fik lov at komme indenfor.

»Men trods denne episode har I valgt at lade kommunen repræsentere ved Linders arrangement i Albisola ... også selv om det ikke er den officielle åbning af museet?«.

»Hvad siger du?«.

»Den officielle åbning finder først sted til foråret«.

»Okay ... Det er ikke noget, jeg er bekendt med«, siger Læsøs borgmester.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mænd med motorsave
Gad vide, hvordan italienerne egentlig har klaret renoveringen af 'Casa Jorn'?

Jeg spørger Jorn-direktør Jacob Thage, som henviser til sin kone, Ruth Baumeister. Hun er arkitekt og Jorn-kyndig og underviser for tiden på Willem de Kooning Akademi i Rotterdam. Hun har været i Albisola gentagne gange, siden man begyndte at sætte huset i stand.

»Jeg vil faktisk nærmest kalde det en ødelæggelse, det, de har gang i dernede ...«, siger Ruth Baumeister, da jeg fanger hende på mobilen i et tog mod München. »De har de bedste intentioner«, skynder hun sig at tilføje, »men jeg ved ikke rigtig, om de har forstået, hvad Jorn ville med stedet«.

Italienerne fjerner blandt andet meget af det, gartneren og mureren Umberto har bidraget med, især i haven, fordi de ikke finder det vigtigt. Men for Jorn gik det hele op i en højere enhed.

»For omkring seks år siden var to fyre med motorsave i fuld gang med at fjerne planter og konstruktioner og den slags. Jeg spurgte dem, hvad de havde gang i, og de svarede, at de var ved at få sat tingene på plads ... Jeg synes, det er horribelt«.

»Har de rent faktisk ødelagt mere, end de har restaureret?«.

»Jeg har ikke været der på det seneste, men for eksempel var der en veranda, som Jorn og Umberto byggede sammen af meget billige materialer. Det var en af Jorns ideer, at han tog, hvad han kunne finde. Men den veranda har de fjernet og erstattet med en standardiseret veranda, som man kan købe på et hvilket som helst byggemarked. Det er totalt imod Jorns ideer«, siger Ruth Baumeister. Albisola bliver klogere på Linder

Jeg vil gerne være helt sikker på, hvornår Jorn-huset åbner i Albisola og sender derfor en mail til Luca Bochicchio, som har med sagen at gøre nede i den italienske by. »Nej«, skriver Luca Bochicchio, »den officielle åbning finder ikke sted 21. september. Renoveringen af huset fortsætter året ud, og den officielle åbning vil finde sted i det sene forår 2014 ...«. Hvad der sker 21. september, fortsætter italieneren, er, at en gruppe danske gæster, inviteret af Asger J's Venner, vil få lov at kaste et hurtigt blik på byggepladsen. Tydeligere kan det vist ikke siges. Så er der kun tilbage at ringe tilbage til Peter Linder og høre, hvad han har gang i. Hvad siger han til den hårde kritik fra blandt andre sin ekssvoger Tom Christoffersen, påstanden om, at han bare er ude på at promovere sig selv og sit firma. »Jeg blander slet ikke min virksomhed ind i det her. Det er en forening med en bestyrelse, som træffer alle beslutninger. Toms udlægning er meget personlig ...«, svarer Linder. Han opfatter sig selv som renvasket i sagen om legatet. Al kritik er forstummet, pointerer han. Og når det gælder dronning Margrethes besøg på Læsø? »Det har jeg faktisk ikke lyst til at kommentere ...«, siger han.











LÆS OGSÅ »Hvorfor sagde du til mig, at museet åbner på lørdag?«. »Øh, ja ... det er ikke en officiel åbning ...«, siger Peter Linder. »Det er slet ikke nogen åbning. Det åbner først i det sene forår, oplyser de nede i Albisola«, siger jeg. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til det ... De sagde på et møde, vi havde med dem, at vi godt måtte kalde det en premiere ...«. »Men på jeres hjemmeside står der stadig, at det er den officielle åbning. Hvorfor laver du overhovedet det her?«. »Vi er jo en forening, som gerne vil skabe opmærksomhed omkring Jorns virke i Albisola ...«, siger Peter Linder. Og det er nogenlunde så langt, vi kommer. Men jeg modtager en mail mere fra Luca Bochicchio fra den italienske kommune. »Jeg har endelig forstået, hvordan Jorns venner har arrangeret dette besøg i Jorns hus«, skriver han og tilføjer, at han nu arbejder tæt sammen med ledelsen af Museum Jorn i Silkeborg »om at få etableret et langsigtet samarbejde om forbedringerne af Asger Jorns Museum i Albisola ...«.















Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden