Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Op. Udstillingen er en opstigning over sten, mens man følger en kilde højere og højere op til dens udspring. Sine steder bevæger man sig 2-3 meter over gulvhøjde.
Foto: Janus Engel

Op. Udstillingen er en opstigning over sten, mens man følger en kilde højere og højere op til dens udspring. Sine steder bevæger man sig 2-3 meter over gulvhøjde.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Eliassons stenværk er råt, snavset og en smule overvældende

Olafur Eliasson har smidt et stykke af Island ind på Louisiana.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mens jeg ventede på, at Louisiana åbnede dørene for pressen, gik jeg rundt nede på den nærliggende stenstrand.

Her trådte jeg rundt, som man gør på en strand i mine gummisko; mine fødder skred lidt, og jeg lyttede til grusets knasen. Længere henne var der nogle meget store sten, som jeg gik hen over med præcise skridt og med denne koncentration af balancesansen, som akten kræver.

Det er altid en sjov lille udfordring, der kan vække ens slumrende, indre legebarn.

Når jeg nævner dette, er det udelukkende, fordi Olafur Eliasson selv formulerer det at udfordre ’beskuerens’ gang og evne til at holde balancen som et af de vigtige elementer i hans værk ’Riverbed’, og på det punkt kan værket altså ikke måle sig med stranden dernede.

Råt og snavset

Man skrider noget mindre inde på Louisiana, og stenene kræver ikke den store balanceevne. Heldigvis har værket andre kvaliteter, især når det ses i et samspil med museet, og det er heldigt, for der skal jo være en grund til at tage ind på Louisiana og ikke bare gå en tur på stranden i den friske luft.

Det, man kan opleve på Louisiana, er en kæmpe bunke islandske sten med et vandløb, der strækker sig gennem rummene i museets sydfløj. Det første møde er overvældende, alene ved synet af dette massive landskab indendørs, hvor det slet ikke burde være.

Det er råt, det er snavset, det er en bakke, man træder op ad og op ad og videre op, indtil man når til kildens udspring. Man kommer uvægerlig til at ændre ved stenenes placering i sin vandring, hvis man da ikke ligefrem drister sig til at plumpe en sten i vandet.

Det må man for en gangs skyld godt, selv om det er på et museum. Børn og barnlige sjæle har et relativt stort spillerum, før de bliver stoppet af vagterne.

Man går imod strømmen op og skal så samme vej tilbage med strømmen, der deler sig i to flere steder og så løber sammen igen. Ved trappen bliver strømmen til et lille vandfald. Vandet er lidt beskidt, intet er sterilt her på det ellers pæne hvide museum.

Uden at skride det mindste

Nok er man fri til at gå rundt, som man vil, men den basale frem og tilbage-bevægelse koreograferer alligevel det grundlæggende mønster i vores vandring.

Det er som sagt ikke selve det at gå i sten, der gør dette til en anderledes oplevelse. Heller ikke det, at det er islandske sten, om end de er mørkere end de normale danske og kan minde om Island eller Grønland, hvis man har været der.

Det er snarere i første ombæring dét, at det er indendørs, og i anden ombæring dét, at det er på Louisiana.

Foto: ENGEL JANUS

Hvis man kender stedet, og det er der rigtig mange, der gør, er det en slående oplevelse, at man går meget højt oppe. Det er en gradvis erkendelse, efterhånden som man nærmer sig loftet og må dukke sig for at komme fra det ene rum til det næste, at man faktisk sine steder er 2-3 meter over gulvhøjde.

Man oplever de velkendte rum fra en ganske anden position. Det er ikke noget, der revolutionerer ens verdensbillede, men det giver en lille forskydning, der formentlig vil påvirke ens besøg fremover. Og alene tanken om, hvor besværligt det har været at konstruere, er svimlende.

Det er befriende, at kunsten således kan stresse museet og dets logikker, men ved dagens slutning giver værket frem for alt en sjov og fin oplevelse, ikke så meget mere end det.

Tematiseringen af Louisiana sker ikke kun i den konkrete rumlighed, men også mere principielt med nøgleordene bevægelse og natur, idet museet er bygget med det princip, at det skulle glide ind i og sammen med det omgivende landskab, så man vandrer gennem haven, samtidig med at man vandrer gennem museets glaskorridorer.

Her kan man vandre ned og se tre fine videoer, der også handler om bevægelse, og så en ophobning af en masse modeller fra Eliassons værksted. Uden at skride det mindste.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden