Venindeaften. Anna Sophie Petersens 'En aften hos veninden' er et af værkerne der pryder udstillingsrummet. Foto: Den Hirschsprungske Samling
Foto: Den Hirschsprungske Samling

Venindeaften. Anna Sophie Petersens 'En aften hos veninden' er et af værkerne der pryder udstillingsrummet. Foto: Den Hirschsprungske Samling

Kunst

Syv kvindelige kunstnere kunne sagtens bruge mere plads

Den Hirschsprungske Samling nyder godt af syv kvindelige pionerer.

Kunst

Ville en kvinde i 1800-tallet andet og mere end passe sit såkaldte dukkehjem, være sin mands selvudslettende hustru og sine børns opofrende mor, f.eks. være noget så dristigt som en selvstændig kunstner, var det op ad bakke hele vejen gennem århundredet.

For først fra midten af 1920’erne blev det tilladt kvinder at modtage den samme undervisning på Kunstakademiet som mændene. Så når det ikke ligefrem vrimler med kvindelige kunstnere i perioden, er årsagen ikke talenternes ulige fordeling efter køn.

Ikke bare var det mændene, der sad på magten og skrev kunstkritikken og derefter hele kunsthistorien. Det var også mændene, der havde monopol på at lære fra sig, og som bestemte, hvem der måtte og ikke måtte optages på Kunstakademiet.

Sjældne kvinder

Men nogle få seje kvinder klarede sig endda og har med tiden fået en plads, både på museerne og i kunsthistorikernes hukommelse. I Havesalen i Den Hirschsprungske Samling er syv af dem hentet frem til en særudstilling i anledning af 100-året for indførelsen af kvinders valgret. Men anledningen kunne også være den kvalitet, som de 14 udstillede værker af disse oversete kunstnere rummer på hver sin måde. For forskellige er de, ikke kun som motiver, men også gennem deres syn på, hvordan et stykke virkelighed kan gengives.

Men anledningen kunne også være den kvalitet, som de 14 udstillede værker af disse oversete kunstnere rummer på hver sin måde

De fleste af kunstnerne har været fremme i andre sammenhænge. De to skagensmalere Anna Ancher og Marie Krøyer er publikumsyndlinge og regelmæssigt i søgelyset, en stor udstilling med Agnes Slott-Møller – for én gangs skyld uden manden Harald – vandrede rundt mellem tre danske museer i 2009.

Anna Sybergs akvareller var fremme på Ordrupgaard for to år siden. Til gengæld er det snart lang tid siden, at den virtuose Bertha Wegmann gæstede Øregaard. Disse kunstnere er under alle omstændigheder de mest kendte. Men kunsthistoriens retrospektive talentspejdere bør ikke standse ved disse fem.

Anna Sophie Petersen har tidligere været i fokus på Den Hirschsprungske. Hun er den realist, der er mester for det største billede i rummet: ’En aften hos veninden. Ved lampelys’ fra 1891. Genremæssigt lægger det mørke maleri sig i forlængelse af indendørs motiver hos Viggo Johansen og P.S. Krøyer. Men ved sit valg af figurer er Anna Petersen på vej op på kvindefrigørelsens og ligeberettigelsens barrikader.

For de afbildede er ikke bare kvinder, men også kunstnere i deres egen ret, og nu har fire af dem fundet sammen, måske for at støtte hinanden. Det er malerne Bertha Wegmann, Jeanne Bauck og Marie Krøyer, der lytter til violinisten Frida Schyttes spil. Frida Schytte havde netop afsluttet sin uddannelse i Paris – med udmærkelse.

Udstillingen kunne også have fortjent et forskningsbaseret katalog. Det var museets resurser imidlertid ikke til

Senere spillede hun som solist og kammermusiker overalt i Europa, blev rost, modelleret, portrætteret og præmieret. Indtil hun i 1903 indstillede sin karriere. Hvorfor? Fordi hun ventede sit første barn – med en maler!

Fortjener større fokus

Edma Frølich Stage – en datter af kunstneren Lorenz Frølich – vil for de fleste være et nyt navn. Hun var af fransk herkomst og født i Fontainebleau. Hendes moder – en svensk pianist – døde tidligt, og 16 år gammel kom Edma til Danmark. I Danmark boede hun hos sin meget rejsende faders ven, maleren Thorald Læssøe, og hvad hun fik af opmuntring og uddannelse, stammer fra disse to og den fransk-belgiske maler Alfred Stevens.

Men eftersom hun arbejdede med pastel, som siden 1700-tallet havde været en slags teknisk reservat for malende kvinder, kan man også trække italieneren Rosalba Carriera ind som påvirkning. Det overlegne pastelportræt af halvsøsteren Åsa Withusen stammer fra 1888, syv år før Edma delvis forsvandt ud af kunstlivet og ind i ægteskabet med en fynsk sognepræst.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Før da havde hun været med til at stifte Den Frie Udstilling, og her fortsatte hun jævnligt med at udstille, til hun var i slutningen af firserne. Da var det længe siden, hun havde bidraget til udviklingen.

Udstillingen om de kvindelige kunstnere i 1800-tallet begrænser sig til én sal. Som aktuel begivenhed havde emnet stået sig ved at være bredt langt mere ud. Udstillingen kunne også have fortjent et forskningsbaseret katalog. Det var museets resurser imidlertid ikke til.

Men det er godt, at den finder sted og kan minde os om den skævvridning, som tidligere tiders behandling af kunstnerisk begavede kvinder har ført til.

Det var dengang, sådanne kvinder kunne vælge mellem maleren Vilhelm Kyhns privatskole og Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder. I 1888 kom så en skole med det kluntede navn ’Den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder’. Den er desværre i en af udstillingens tekster blevet til ’Den for Kunstakademiet forbudne Kunstskole for Kvinder’. Forbud havde kvinderne ellers nok af.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce