Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Variationer. Med 'Matisse - fordobling og variation' udforskede Statens Museum for Kunst malerens gentagne arbejde med tilbagevendende motiver.
Foto: Miriam Dalsgaard

Variationer. Med 'Matisse - fordobling og variation' udforskede Statens Museum for Kunst malerens gentagne arbejde med tilbagevendende motiver.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kunståret der gik: Verdenskunsten tager over

Årets største udstilling documenta 13 bekræftede, at kunstbegrebet er mere grænseløst end nogensinde.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En indfødt amerikaner ville næppe turde tage en afstøbning af selve Frihedsgudinden, i forholdet én til én, og så udstille den – stykvis og delt.

Men den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo turde det og gjorde det.

LÆS MERE

Vietnamkrigen havde forvandlet ham og hans familie til bådflygtninge, han havnede i Danmark, selv om han drømte om USA, og i dag kan han føle sig hjemme over det meste af kloden. I Skulpturgaden viste Statens Museum for Kunst omtrent af en fjerdedel af de i alt hundrede stykker, store som små, af dette amerikanske symbol på demokrati og frihed.

Ud over at udgøre et usædvanligt skue var Danh Vos ’We the People’ et symbol på den fragmentering, som er blevet kunstens vilkår i dag.

Civilisationen har udviklet sig så meget og så grænseløst, at det ikke længere giver mening at spørge efter helhed og sammenhæng, og samtidig er verden uden for Europa rykket tættere på.

Kinesisk samtidskunst har vi allerede set en del til. 2012 var året, hvor det blev Indiens tur. Det skete med to udstillinger, ’How am I’ på Kastrupgaard, hvor indiske kunstnere mødte danske, og ’India’ på Arken, hvor 13 indiske kunstnere og kunstnergrupper var samlet for at repræsentere verdens næststørste befolkning.

Kunstdefinition i 13
Den nye pluralisme blev også understreget ved årets suverænt største kunstbegivenhed: documenta i den tyske by Kassel i Hessen.

Det var den 13. documenta i rækken siden begyndelsesåret 1955. Dengang var alt overskueligt og udpræget vestligt. I dag kommer deltagerne fra hele kloden, og med 160 forskellige kunstnere fra 55 forskellige nationer var opbuddet af værker helt kolossalt.

Men udstillingens hovedkurator, Carolyn Christov-Bakargiev, ser ikke kunstens mangel på sammenhæng som et krisetegn. For udtryksmuligheder og samfundsrelationer må nødvendigvis ændre sig, når samfundet gør det, og i dag kan kunstbegrebet ikke rummes inden for én definition.

For det kan både være forskning, videnskab, politik, litteratur, historie, sociale undersøgelser, en medicinsk behandling og – naturligvis – den slags traditionelle kunst, som stadig kan give besøg på museerne, sætte auktionsrekorder og skabe efterspørgsel på kunstmesserne.

Nostalgisk helhed
Også kunstmesserne bekræfter pluralismen. Desuden bestyrker de alliancen mellem kunst og økonomi. For de er fortrinsvis salgsmesser for de mest velhavende kunstsamlere.

Derfor kan kuratorer, kritikere, kunsthistorikere og museumsinspektører godt komme og orientere sig. Men de forholder sig passivt, når salget begynder.



Helheder er en form for nostalgi, som især tilkommer præsentationen af ældre kunstnere.

I 2012 trak Fuglsang Kunstmuseum og Randers Kunstmuseum to halvglemte guldaldermalere, Thorald Brendstrup og Dankvart Dreyer, ind på scenen. Statens Museum for Kunst satte fokus på forbindelsen mellem Vilhelm Hammershøi og hans europæiske samtidige, og Gl. Holtegaard gav den titaniske figurmaler Svend Wiig Hansen nyt liv.

LÆS ANMELDELSE

Imens fejrede en række museer (bl.a. Johannes Larsen Museet i Kerteminde og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig) 100-året for den religiøse maler Sven Havsteen-Mikkelsen, mens KUNSTEN i Aalborg markerede det samme jubilæum for billedhuggeren Robert Jacobsen.

Ny Carlsberg Glyptotek gav os indblik i den rejsende franskmand og vildmand Paul Gauguin og hans forhold til polynesisk kunst. Ordrupgaard viste, hvordan den finske ekspressionist Helene Schjerfbeck spejlede sig selv i sit maleri, og ARoS belyste med et usædvanlig flot billedshow relationen mellem nordmanden Edvard Munch og begrebet angst.

LÆS MERE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Endelig var der også den obligatoriske udstilling om franskmanden Henri Matisse. Den præsenterede Statens Museum for Kunst os for.

Bundlinjen for alle
Alt i alt mærkede man en voksende kløft mellem den kunst, der optager uafhængige kuratorer, og den, som museumslederne i besøgets hellige navn er nødt til at interessere sig for.

CAF, Copenhagen Art Festival – en fællesudstilling af samtidskunst arrangeret af byens fem kunsthaller – blev aldrig en publikumsyndling. Louisiana derimod trak som sædvanlig fulde huse med udstillinger om den tyske fotograf Andreas Gursky, amerikaneren Edward Kienholz, avantgardens kvinder 1920-1940 og kunstnernes selvportrætter.

Kunstlivet er ikke blevet mindre kommercielt efter finanskrisen. Selv nonprofit udstillingssteder må nu interessere sig for bundlinjen.

Det er stadig fondene, der bestemmer hvilke kunstudstillinger der skal vises, og åbenbart var der ikke tilstrækkeligt med fonde, der mente, at skulpturi.dk – et kollektiv af ni billedhuggere – burde fortsætte. Med udstillingen ’Rundtenom’ på Den Frie Udstillingsbygning lukkede skulpturi.dk ned for en fornem indsats, som indbragte dem danske kunstkritikeres pris.

Det var langt fra den eneste institution, der drejede nøglen om. Hvad enten årsagen var for meget finanskrise, for meget regnvand eller for lidt salg, var der faktisk også nogle gallerier, der forsvandt, som f.eks. Galleri Christina Wilson og Beaver Projects.

Altid i krise

Var kunsten selv da i krise i 2012?

En del af kunsten er altid i krise – af en slags. Maleriet er i krise, udviklingsmæssigt, selv om det bestemt ikke er det økonomisk. For malerier er stadig nemmere at sælge end video-installationer. Spørg selv Per Kirkeby, der havde et godt år med mange udstillinger.

LÆS OGSÅ Også visse kunstnere er i krise. I hvert fald dem, der engang lukrerede som medlemmer af en af de store sammenslutninger. De fik ikke lov til at vende tilbage til Kunsthal Charlottenborg, efter at dens leder englænderen Marc Sladen i år gik samme vej som sin forgænger, svenskeren Bo Nilsson.

Besøget på landets ældste udstillingsbygning har heller ikke været tilfredsstillende. Hverken udstillingen med den engelske kunstner Simon Starling, vinder af Turner-prisen i 2005, eller den tyske kunstner Thomas Kilper, hvis omdebatterede politikerportrætter var Den Danske Pavillons kunstneriske bidrag til Venedig Biennalen i 2011, trak så mange mennesker, som man havde kunnet forvente.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS MERE

Så på den adresse bør det kun kunne gå fremad. Især nu hvor Jacob Fabricius (tidligere leder af Malmö Konsthall) tager over.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden