Gemt. Det er det hvide billede helt oppe i højre hjørne, det hele handler om.
Foto: Martin Lehmann (Arkivfoto)

Gemt. Det er det hvide billede helt oppe i højre hjørne, det hele handler om.

Kunst

DF-politiker ville fjerne kunstværk, men kom til at bygge videre på det

DF-politiker blev vred over, at hans valgplakat hang på en kunstudstilling. Nu er plakaten vendt om og får mere opmærksomhed end på noget tidspunkt før.

Kunst

Det er ikke censur, men kan snarere betragtes som en videreudbygning på Claus Carstensens kunstneriske værk, at Esbjerg Kunstmuseum har vendt et billede af en DF-politiker om, så man kun kan se bagsiden.

Sådan siger institutleder ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab Mette Sandbye.

»Det, der sker i det offentlige rum, gør Claus Carstensen til en del af sit kunstværk. Det, at I skriver om det i Politiken, bliver på den måde direkte integreret i værket. Nu er udstillingen jo en præsentation af kunstnerens samling, men i tilfældet Claus Carstensen er der en glidende overgang til hans egen værkpraksis«, siger hun. Esbjerg Kunstmuseum har vendt en valgplakat for Dansk Folkeparti-politikeren Michael Larsen, der er overmalet med nazisymboler, efter at politikeren har klaget til kunstneren.

Nu hænger plakaten med bagsiden udad, så man ikke kan se motivet, og netop det, at livet uden for museet spiller ind på udstillingen, passer godt ind i Carstensens værk, siger Sandbye.

I virkeligheden har Michael Larsen bare hjulpet Claus Carstensen og givet Esbjerg Kunstmuseum lidt PR i sidste øjeblik, inden udstillingen lukker, siger institutlederen.

Hun fortæller, at det er en tradition fra hele det 20. århundrede at genbruge færdige genstande fra det omgivende samfund i en kunstnerisk sammenhæng, og at Carstensen trækker på den samplerkultur, der også er at finde i musikken.

Den er blevet vendt om, men er meget mere synlig og er blevet meget mere spændende og har fået meget mere omtale, end den nogensinde ville have fået ellers

»Plakater er en måde at sætte tegn i det offentlige rum, og der er en kunstnerisk tradition for at flytte de tegn fra det offentlige rum ind i kunsten. Her er det sådan, at der var malet på plakaten i forvejen. Der var altså nogen, der allerede havde sat deres tegn på plakaten«, siger hun.

Det er dermed et værk, der har bevæget sig fra at være et en valgplakat til at være en overmalet valgplakat til at være en overmalet valgplakat, som en kunstner har hængt op på et museum, til at være en overmalet valgplakat, som et museum har vendt om, til at være samme plakat, som medierne nu skriver om.

»Jeg synes, politikeren skulle vende det om og være lidt stolt over, at han indgår i den kunstneriske recirkulation. Nogle kan blive forargede over, at der er malet de her symboler på værket, andre synes det er en fin ting. Værket er et meget åbent statement«, siger Mette Sandbye.

Kan han ikke finde på noget selv?

Men Michael Larsen er ikke stolt.

»Jeg er ikke nazist, og jeg vil ikke hænge på et museum uden at vide det. Slet ikke når der er nazitegn på plakaten. Hvis den plakat havde hængt i en lygtepæl, var den blevet skiftet ud med en ren«, siger Michael Larsen, der er lokalpolitiker i Frederiksberg Kommune.

Foto: LEHMANN MARTIN

Det var ham, der kontaktede Claus Carstensen og bad ham fjerne værket mellem jul og nytår, efter at et par bekendte havde fortalt Larsen, at plakaten hang i Esbjerg. Under en telefonsamtale fik politikeren »så godt som håndslag på, at det ville blive fjernet«, siger han.

For ham handler sagen ikke om tegn i det offentlige rum, men om »hærværk« og »svineri« mod en plakat, der er hans, og som Claus Carstensen nu har, men ikke har ret til at udstille.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Du må jo heller ikke bare tage en ulåst cykel på gaden og hænge den op på væggen. For resten synes jeg ikke, at man er meget kunstner, hvis man ikke engang kan finde på noget selv«, siger politikeren. For politikeren er det for resten godt nok, at plakaten er vendt. Så længe man ikke skal se på det bemalede ansigt.

Ifølge Christiane Finsen, der er museumsinspektør på Esbjerg Kunstmuseum, er der ikke tale om en særskilt kritik af Dansk Folkeparti eller Michael Larsen i den samlede installation, som valgplakaten indgår i. I udstillingen skal den opfattes som et tegn, som »del af det sted mellem kunst og ikke-kunst, hvor Carstensen arbejder«.

Jeg synes ikke, at man er meget kunstner, hvis man ikke engang kan finde på noget selv

Den indgår som en del af en kakofonisk udstilling, kurateret af Claus Carstensen, hvor den hænger sammen med billeder af Asger Jorn, Vilhelm Freddie, et skoleprojekt om mobning og et kunstværk malet med vaginaldeodorant. At Michael Larsen har klaget, er Christiane Finsen ikke ked af, og hun mener ikke, at museet censurerer, selv om hun anerkender, at politikerens krav om at få fjernet billedet kan minde om en opfordring til censur.

»Vi lægger os ikke fladt ned. Det havde vi gjort, hvis vi havde taget plakaten helt ud af udstillingen. Den hænger der endnu og er endnu mere synlig nu. Det er jo det paradoksale: Den er blevet vendt om, men er meget mere synlig og er blevet meget mere spændende og har fået meget mere omtale, end den nogensinde ville have fået ellers«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce