Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Louisiana. Museumsdirektør Poul Erik Tøjner har sit på det tørre og mener ikke der er tale om institutionel bodsgang, når museet i Hornbæk køber Gernes-værker, efter at Poul Gernes selv udvandrede fra samarbejde med Louisianas grundlægger, Knud W. Jensen. Arkivfoto: Janus Engel

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Louisiana: Vi skylder ikke nogen noget

Louisiana åbner den første store udstilling med Poul Gernes, siden han udvandrede i 1970. Men »ikke for at gøre det godt igen«, erklærer museets direktør.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 1970 slagtede Bjørn Nørgaard under stort drama en hest, og Poul Gernes krævede, at der blev solgt Citroën-biler fra Louisianas græsplæne. Men museets grundlægger, Knud W. Jensen, sagde nej. Han kunne ikke få øje på kunsten i de værker.

»Noget af det, man på et tidspunkt ikke kan se en berettigelse i, kan man jo se på et senere tidspunkt. Men at tage Gernes op nu er ikke en korrektion af det, der skete. For han er jo blevet en del af historien, uanset om han udvandrede fra Louisiana eller ej«, siger Poul Erik Tøjner, Louisianas direktør.

Hvad ville du sige til Knud W. Jensen om Poul Gernes’ projekt, hvis du skulle forklare ham det i dag?

»Jeg ville sige, at der er en kæmpe glæde i det. Og samtidig rummer det også en historie om kunstneren som en meget disciplinerende soldat i den anden ende. Der er jo en modsætning i Gernes: en slags Matisse med Lenin på. Og så er hans værk jo en stor hyldest til Gesamtkunstwerket, som jeg tror, at Knud W. Jensen ville kunne forstå om nogen«.

Man trak følehornene til sig i forhold til det nære danske miljø og skuede mere ud i den internationale kunstverden

Knud W. Jensens Louisiana købte også i perioden efter 1970 Gernes-værker i ny og næ, anfører Tøjner:

»Men det er klart, at det først er inden for de sidste 5 til 7 år, at vi har købt stort ind, så vi nu har en meget fin samling af det kapitel. Og vi lægger hus til nu, fordi han er en meget væsentlig dansk kunstner, men også fordi der er et politisk omdrejningspunkt i den kunst, som er interessant at se på netop i dag, når det kommer til forholdet mellem individ og fællesskab. Og for mig at se er det positivt, at institution og kunstnere på visse tider støder sammen. Gernes var jo netop grænsesøgende, og er man det uden at møde en grænse, er man jo fucked, ikke?«.

Så ingen institutionel bodsgang?

»Nej, ikke en skid, slet ikke. Jeg synes ikke, vi skylder nogen noget – heller ikke Knud W. Jensen. Jeg tænker ofte på ham som et fantastisk innovativt menneske, men aldrig som et regulativ for, hvad vi skal gøre og ikke gøre. Det gjorde jeg måske lidt de første år, men der var skyggen jo også større«.

Men balladen i 1970 fik jo også betydning for Louisiana. Knud W. Jensen skrev selv, at museets tid med eksperimenter var forbi.

»Jeg er sikker på, at det har ærgret Knud, som jo syntes, at Louisiana var en måde at sige noget nyt og appellerende om det moderne menneske på. Men så kom der nogle, der ikke ville være med. Og det fik da betydning. Man trak følehornene til sig i forhold til det nære danske miljø og skuede mere ud i den internationale kunstverden«.

Er der plads til eksperimenter på Louisiana i dag?

»Det, der ikke foregår i dag, som foregik dengang, er selve den sociale magtovertagelse. De ville – med Gernes i spidsen – overtage museet som social realitet. Det sker ikke i dag, hvor eksperimenterne snarere er rykket ind i selve værkerne. På den måde er kunsten også blevet mere konservativ igen. Du kan selvfølgelig også finde kunstnere, der ligesom Gernes med glæde ville rykke ind her i Humlebæk og gøre en masse ting. Der er det rigtigt, at vi ikke kører den linje«.

Har det været afgørende, at udlandet er begyndt at opdage Gernes med store udstillinger i Hamburg og Malmø?

»Det har en lille betydning på den måde, at det er sjovere at gøre det nu. En masse danskere vil glæde sig over gensynet, men for os er dette også en måde at sende ham ud i verden på, fordi der kommer så mange udlændinge heroppe i løbet af sådan en sommer«.

Burde de Citroën’er så ikke stå der i dag?

»Jeg tror ikke, man kan reaktivere den provokation. Der er jo masser af kunstnere i de følgende 40 års kunst, der er stillet op med B&O-anlæg, biler, og hvad pokker ved jeg. Vi har selv haft en racerbil stående med farver på. Hvorfor skulle det være provokerende, spørger vi i dag«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden