Når vi ser på verden, ser vi ikke hvad som helst. Vi ser kun et fragment af den information, der er i lyset, som når vores øjne. I stedet for det hele ser vi noget. For overhovedet at kunne se noget, har vi allerede sorteret det meste fra. Men Monets billeder kan hjælpe os til at se, hvad der sker, hvis vi prøver at se uden om hjernens fordomme og iagttage selve sansningen.

Når vi kigger på en bro, ser vi dens linjeføring, dens robusthed, dens nytte. Vi ser, hvordan den bringer mennesker tørskoede fra den ene bred til den anden. Vi kender broer, fordi vi har gået på dem og måske prøvet at bygge dem. Så vi ser altid fænomenet, før vi ser sansebilledet. Vi ser en bro og trækker det vilkårlige vejr fra, det mærkelige lys, den fugtige luft, alt det vi ser som uvedkommende i forhold til det, der har nytte for os. Vi ser nemlig verden som ting, som fænomener.