I Susanne Ottesen-regi hører Olav Christopher Jenssen til de ’gamle kendinge’, de kunstnere, der har udstillet i galleriet mange gange før, og som står for en kunstnerisk holdning, der passer til stedet.
Olav Christopher Jenssen var der første gang solo i 1993 med ’Lack of Memory’, en titel, der måske også fortalte lidt om metoden. Det er følelsen for noget, ikke erindringen om det, der sætter hans kurs som maler. ’Since We All Came From The Same Place’ hed den næste udstilling hos Ottesen året efter. Så fulgte – med intervaller på en tre-fire år – andre udstillinger, altid omkring et fælles tema.




























