En spinkel schweizisk kvinde med krøllet hår spenderede i 1990’erne et tocifret millionbeløb ved danske kunstauktioner. Den unge kvinde fik med sig mesterværker af Eckersberg, Bloch, Hammershøi og Marstrand, nogle af dem for næsen af direktører fra store museer i Danmark, USA og Frankrig.
Fire af malerierne endte i en bankboks i København: De var ifølge det danske Kulturværdiudvalg umistelig dansk kulturarv, og det var dermed strafbart for ejeren at føre dem ud af landet. Kulturværdiudvalget tilbød at købe malerierne, som loven kræver, så køberen ikke led tab, men der blev takket nej.




























