Magten har altid et ansigt. Der er næppe den virksomhed, forening, skole, institution, nation etc., hvor ét bestemt ansigt ikke symboliserer magten i foretagendet. I det gamle Egypten fandtes magten, når den virkelig betød noget, også kun ét sted: hos Farao. Han var, når han var god, ikke langt fra at være en gud.
Ny Carlsberg Glyptotek har skruet en udstilling sammen om faraos magt, og den har i hvert fald magt over sit materiale. Det er sjældent at opleve en udstilling, der ud over at være meget smukt iscenesat rummer en eksemplarisk formidling for alle besøgende, store såvel som små. Hvis man er lille nok, kan man sidde i udstillingens forrum og male og bagefter folde sin egen faraohovedbeklædning. Så er man i hvert fald klædt på til at træde ind i udstillingen – og tilbage i tiden!


























