Den lå i en helt almindelig skotøjsæske, da den blev indleveret hos Sotheby’s i Paris.
Ejeren havde fundet den kinesiske vase på loftet i familiens gamle hus og ville lige have tjekket, om den mon kunne indbringe et par håndører. Og det må man sige, at den kunne.
Vurderingsfolkene hos Sotheby’s blev fyr og flamme, da de så den lille vase, og den er nu sat til salg og forventes at indbringe mellem 600.000 og 850.000 dollars – hvad der svarer til et sted mellem 3,8 og 5,4 millioner kroner.
For selv om landskabsmotivet med rådyr, traner og pinjetræer er ganske klassisk inden for kinesisk porcelæn, er lige dette eksemplar noget af en sjældenhed.
Vasen, der betegnes som en Yangcai-vase, menes nemlig at have været i kejser Qianlongs besiddelse i 1700-tallet – ja faktisk er den lavet til kejserens husholdning og brændt i en ovn i Kinas porcelænsområde Jingdezhen.
Kombinationen Yangcai, kejser Qianlong og Jingdezhen kan ikke være mere eksklusiv, når det handler om kinesisk porcelæn, og da vasen tilmed er i klare farver og i perfekt stand, er den eftertragtet, siger Sotheby’s ifølge hjemmesiden Artnet.com, der skriver om kunst.
Den franske ejer kunne fortælle Sotheby’s, at vasen nok har tilhørt en grandonkel, og at den har været i familiens eje i tre generationer. Efter at have henslæbt en årrække på et mørkt loft vil den sandsynligvis snart komme til ære og værdighed hos en kunstsamler eller på et museum, når den i næste måned kommer på auktion.
fortsæt med at læse


























