Der var engang, det ikke var nogen dans på roser at være surrealist i det bornerte Danmark. Og det er ikke engang så længe siden. Det var dengang, en stor surrealist som Wilhelm Freddie endnu ikke var repræsenteret på andre museer end – Kriminalmuseet. Dengang var det heller ikke lykken at være en kvinde med ambitioner om at ville leve som netop kunstner på trods af sit køn. Så hvis man som Rita Kernn-Larsen både tilhørte kvindekønnet og den surrealistiske bevægelse, føltes tilværelsen meget utaknemmelig.
Derfor måtte man som kunstner gribe efter de chancer, som andre nationer kunne give én. Det er derfor, historien om Rita Kernn-Larsen ikke kan genfortælles med det danske kunstliv som eneste baggrund. For hun opholdt sig meget i udlandet: i Norge, England og især Frankrig. Det var primært provinsialismen og bornertheden i det hjemlige kunstmiljø, der tvang hende til denne ’udlændighed’.
