Oplysninger er som regel gode at få. Men dermed være ikke sagt, at de alle er lige opmuntrende. I det seneste nummer af Danske Museer kan konservatorer desværre oplyse om, at lys skader de kunstværker, som i det daglige udsættes for det. Det er ikke noget, som kun fatalister og kulturpessimister tror kan ske. Det er derimod noget, der faktisk sker, langsomt og uundgåeligt. Og især uopretteligt! Det viser og påviser artiklen.
Som et eksempel blandt utallige fremhæves i artiklen et maleri af den danske maler Edvard Weie, ’Faun og nymfe’, som hænger på Statens Museum for Kunst. Det blev malet i 1940-41. Den oplysning kan omformuleres til: I langt over 70 år har dette maleri været udsat for solide mængder af kunst- og dagslys – hver eneste dag og måned året rundt. Og det har haft konsekvenser.




























