ÆGTE. Monets åkander går som varmt brød, både på museer og som plakat. Ja sågar som sengetøj. Med ny metode kommer kopi tættere på original.
Foto: Trap Olle/MEDARBEJDERFORENINGEN

ÆGTE. Monets åkander går som varmt brød, både på museer og som plakat. Ja sågar som sengetøj. Med ny metode kommer kopi tættere på original.

Kunst

Nye muligheder eller nyt svindelværktøj? Højteknologisk printer kan kopiere kunstværker, så man næsten ikke kan kende forskel

Med en nyudviklet printteknik kommer Monets åkander tæt på virkeligheden. Foreløbig er processen dog meget langsom.

Kunst

Monets åkander eller Da Vincis Mona Lisa på print er ikke det samme som originalen. Men med en ny printteknologi står kunstens reproduktioner over for en mindre revolution.

Det skriver den amerikanske forsknings- og museumsinstitution Smithsonian på sin hjemmeside, efter at forskere på laboratoriet for computerteknologi og kunstig intelligens ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) har udviklet et nyt printsystem.

Når systemet er færdigudviklet, vil 3D-printeren RePrint for eksempel gøre det muligt at vise vellignende kunstværker til folk, der ikke sætter deres ben på museer, skriver Smithsonian.

På den måde kan teknologien være en kærkommen mulighed for at demokratisere kunsten og vække et nyt publikum. Men samtidig kan den – som enhver kopi – true det, der er så afgørende for kunsten: Autenticiteten og oplevelsen af suset ved at stå over for det ægte værk. Kan man lave print, der er så tætte på virkeligheden, at forskellene dårligt kan skelnes, truer man måske museernes og kunsthandlernes eksistens, siger kunsteksperten Noah Charney ifølge Smithsonian.

RePrint opererer med blæk i 11 farver. De printere, der hidtil har eksisteret, har opereret med det såkaldte 4-farvetryk, der typisk bruger cyan, magenta, gul og sort. Og i modsætning til den gængse teknologi, hvor printere lægger farver på i små, præcise pletter, lægger RePrint blæk på i lag, som man kender det fra en lagkage – eller, som Smithsonian skriver, fra chokoladebaren KitKat.

Hvid dækfarve lægges på i første lag, og derefter følger de 11 farver, som justeres med et lag af transparent hvid. Forskerne ved MIT har udviklet en algoritme, der gør, at printeren er i stand til at afgøre, hvilke farver og hvilke mængder der skal på, for at printet kommer tættest på originalen.

En af forskerne bag studiet, Changil Kim fra MIT, har blandt andet påpeget, at den nye teknologi printer billedet sådan, at genskæret fra malingen minder om den, man oplever med de gode lysforhold på museer og gallerier. Også selv om printet hænger hjemme i stuen, hvor der ikke er professionel lyssætning.

Den nye teknologi har dog også sine svagheder, og det vil vare længe, før et fusket galleri vil vise RePrint-kopier. Dels har metoden svært ved at ramme farver som koboltblå og violet. Dels er den ufatteligt langsom:

Det tog bl.a. halvanden time at gengive et værk af Azadeh Asadi i visitkort-format. Kunstmagasinet Artsy, der har skrevet om teknologien, har regnet ud, at printeren med den fart skal bruge 56 dage på at reproducere Mark Rothko-værket ’Orange and Yellow’, der er omkring to meter på hver led. Hvis nogen skulle få trang til det.

Forskerne på MIT arbejder videre med hastighedsproblemet, ligesom de forsøger at udvide eller ændre paletten, så de problematiske farver kommer tættere på virkeligheden.



Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce