Placeringen af kunstværket med det saudiarabiske flag er hensynsløs, mener kritikere. Nu imødekommer arrangørerne af installationen klagerne og flytter værkerne til en mindre følsom lokation.

Fik lov til at stå i én uge: Kunstværk med saudiarabisk flag fjernes fra Ground Zero

Saudi-Arabien bliver af mange anset som værende delvist ansvarlige for angrebet 11. september. Af samme grund har kunstværket, der hylder landet, affødt stor kritik for sin placering i nærheden af 9/11-mindesmærket.  Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Saudi-Arabien bliver af mange anset som værende delvist ansvarlige for angrebet 11. september. Af samme grund har kunstværket, der hylder landet, affødt stor kritik for sin placering i nærheden af 9/11-mindesmærket. Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For en uge siden blev et stort kunstværk indviet på Ground Zero. Her skulle det egentlig have stået frem til 28. februar, men sådan bliver det ikke, skriver BBC.

Kunstværket, der er lavet af den franske billedhugger Laurence Jenkell, er formet som et stort stykke slik pakket ind i det saudiarabiske flag, hvorpå der står »Der er ingen anden Gud end Gud, og Muhammed er hans profet«. Værket er en del af en større installation ved navn ’Candy Nations’, der afbilder alle G20-landene som store stykker slik.

Men værkets placering har fået en noget kølig modtagelse. Flere kritikere mener nemlig, at det er hensynsløst at placere en hyldest til Saudi-Arabien i nærheden af mindesmærket for terrorangrebet på World Trade Center – et terrorangreb, som Saudi-Arabien af flere anses som værende delvist ansvarlig for, eftersom 15 ud af de 19 flykaprere var saudiere.

Så nu bliver værket fjernet.

Alle værker får ny placering

Laurence Jenkell havde oprindeligt foreslået at fjerne skulpturen med det saudi-arabiske flag og flytte den til et mindre følsomt område, men som hun siger til avisen The Observer:

»Det kan jeg ikke gøre, for Saudi-Arabien er en del af G20 på lige fod med alle andre slik-flag i ’Candy Nations’-installationen«.

Som et kompromis og for at imødekomme klagerne har Port Authority of New York and New Jersey, der står bag udstillingen, i samarbejde med Laurence Jenkell besluttet at flytte hele kunstinstallationen. Senere på ugen bliver alle 20 værker rykket fra deres nuværende placering ved Ground Zero til JFK International Airport.

»Vi er overbeviste om, at denne løsning respekterer den unikke følsomhed omkring stedet og bevarer den kunstneriske integritet i værket«, siger en talsperson fra Port Authority of New York and New Jersey til BBC.

Simone Scheuer-Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her