Det er altid en fornøjelse at følge en god kunstners velfortjente internationale gennembrud, og endnu mere fornøjeligt er det faktisk, når kunstneren er godt oppe i årene. Selvsagt er det sidste sjældent, men det er dog sket oftere efter krisen end før, hvor en kunstner over 30, der endnu ikke var berømt, stort set blev dømt for gammel til et gennembrud.
Men otte år efter at Phyllida Barlow (født 1944) var gået på pension, repræsenterede hun Storbritannien på Venedig-biennalen i 2017. Tilbage i 1966 tog hun afgang fra Slade School of Art, og det var også her, hun underviste i fire årtier med stor succes. Bare ikke med sin egen kunst. I stedet var hun med til at skubbe yngre kunstnere som Rachel Whiteread frem i lyset.




























